Hvordan slipper man frygten?

Det lyder så voldsomt – men det er det vel også? Frygt, angst og bekymring er overalt, i vores tv, radio, sociale medier og samvær. Frygt er ikke kun omkring os – det er også i os. Vi kan kalde det et menneskeligt grundvilkår. Egentligt er frygt en meget smart følelse. Den stammer fra overlevelse. Det er den antilope, der tænker “Løve” (og løber), når den hører støj i buskaset, der overlever, hvorimod den, der trækker på skulderen, bliver spist (hvis altså antiloper har skuldre, og det faktisk var en løve).

Frygt er knyttet til vores overlevelsesinstinkt, men det rækker også ud over os selv. Frygten er ikke kun bundet til mig – jeg kan også frygte andre og på andres vegne. Når man bliver forældre kommer der en ny frygt, frygten for, at der skal ske ens barn noget. Eller en selv noget, for nu er der en, der er afhængig af en på en helt anden måde, end man har prøvet før. Frygt transcenderer altså os, vores krop, ramme og tid. Vi er bange for ting, der ikke er sket endnu, ting, der er ikke rationelle og ting, der ikke findes. Vi kan gradbøje vores frygt i bekymring, nervøsitet, angst, ængstelse og frygt. (Jeg springer let og elegant over en større begrebslig analyse og holder mig langt væk fra sygdomsbegrebet angst – dette er ikke det, jeg taler om).

Nogle af os elsker at tirre frygten ved at lave halsbrækkende stunts, se gyserfilm eller hele tiden bevæge sig på kanten af livet. Andre vil helst ikke i nærheden af den, og vil helst pakkes ind i boblplast. Selv i vores omgang med sociale medier er der frygt – også kaldet FOMO – Fear of missing out. Vi er så bange for at gå glip af noget sjovt, at vi glemmer at være i øjeblikket – så kan man da tale om at gå glip af noget.

10860878_10152780567716865_2586268804341242132_o

Dette billede dukkede op i mit Facebookfeed den anden dag – på en måde kan jeg rigtigt godt lide det. Frygt er ikke rart, det kan være lammende og skræmmende og skabe overskud af underskud. På den anden side synes jeg, at vi glemmer den positive side, der er ved frygt. Positiv – frygt? Hvordan hænger det sammen? Tjo bortset fra at frygten har hjulpet os med at overleve (tak for det), virker den også som en drivkraft i os. Filosoffer som Kierkegaard taler om dødsangsten som drive for livslysten – det er frygten for at dø, det får os til at søge livet. Jeg har talt med flere, der har haft dødsangsten tæt inde på livet, og det har på ingen måde været nemt for dem at se den i øjnene. Nogle var så berøringsangste for den, at de lod den ligge derude i perferien. Som en evig skygge i deres liv, der nogle gange fik overnaturlige evner og overvældede både dem og deres nærmeste og opslugte alt positivt på sin vej. Andre havde set den i øjnene og fundet en slags fred med den. Brudt tabuet og anerkendt, at vi alle skal dø – og at frygte dette ikke gjorde hverken fra eller til. I erkendelsen af sin egen dødelighed ligger der både en sårbarhed men også en frihed.

Angst eller frygt viser vores sårbarhed. Vi frygter oftest at miste noget, som har værdi for os – eller gå glip af det. En af mine venner siger altid “Man mister 100% de chancer, man ikke tager”. Han har ret. Hvorfor lader vi så frygt holder os tilbage? Hvad er der, man har grund til at være så bange for? For nogle er det usikkerheden – man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Selvom man er i en ulykkelig situation, kan det være uoverskueligt at komme videre, for hvad så – hvad hvis man får det man ønskede sig, men stadig ikke er glad? Hvad hvis man opnår sit mål – hvad skal man så stræbe efter? Hvad hvis nu man ikke kunne gøre det alligevel, af en eller anden grund var man ikke nok, gjorde ikke nok, eller tingene gik bare ikke, som man ville have det? Var det så spildte kræfter og dumdristighed? Det mener jeg ikke. Jeg mener, at vi skal slutte fred med vores frygt. Vi skal kunne se den i øjnene, og anerkende, hvad der ligger i frygten. Se den som et spejl, der afslører dit inderste. Når du ved, hvorfor du er bange, kan du bedre beslutte, om du vil lade frygten lamme dig eller guide dig. For det mener jeg, at frygten kan i og med at den afslører, hvad der er vigtigt for dig. Ved at opsøge situationer der giver de små sug i maven og klamme hænder, mærker du også, hvad der er vigtigt for dig og dit liv og i den erkendelse møder du en frihed og en sårbarhed, der er guld værd. Lær af fortiden og frygten, men lad dig ikke sidde fast i den – husk at vi kun er hovedpersoner i vores eget liv 😉

 

Er skæbnen designet eller fortænkt?

Hvis du har set How I Met Your Mother, har du sikkert set hovedpersonen Teds fascination af skæbnen. Han venter hele tiden på tegn fra universet, og han forstår alle begivenheder som afgørende for, at han mødte moren på det tidspunkt, han gjorde. Men tror du på skæbnen?

Dagens artikel er inspireret af denne artikel : http://www.nytimes.com/2014/10/19/opinion/sunday/does-everything-happen-for-a-reason.html?_r=2&pagewanted=all – kort sagt siger den, at mange mennesker tror på skæbnen. Alting sker af en grund, og vi har en tendens til at finde mening i selv de mest håbløse situationer.

Skæbnen har stadig et snert af en religiøs anskuelse over sig – Guds plan med os – men som artiklen siger, tror mange ateister også på skæbnen (i den forståelse at alt har en mening). Vi er opdraget til at forstå, at verden hænger sammen og består af årsager og konsekvenser også kendt som kausalitet. Hvis dominobrikkerne vælter, gør de det, fordi jeg har skubbet til dem. Min  handling var årsagen, og at brikkerne væltede var konsekvensen. I andre kulture har man ikke samme forståelse, hverken for kausalitet eller en horisontal tidsforståelse, men lad os gemme det til en anden gang.

Vi opfatter verden bevidst eller ubevidst som designet – og i design er der mening. Hvad der sker for os af gode eller dårlige ting, har ledt os hen til noget, vi ellers ikke ville være endt. Denne er dog en farlig tankegang. Dels fordi vi skaber en følelse af retfærdighed – og der kan jeg ligeså godt være klar i spyttet, i min optik er der ingen retfærdighed i verden. Ting sker, fordi de sker og ikke, fordi der var en kosmisk balance, der skulle gå op. Hvis man tror på en balance, er det lettere at fralægge sig ansvaret for andres ulykkelige skæbner, et område hvor vi faktisk kan have mulighed for at finde og skabe mening for andre. Hvis vi anerkender, at karma ikke findes, men der kun er tilfældigheder, kan vi enddog selv tage ejerskab over nogle af disse tilfældigheder. Dels er det en farlig tanke gang, fordi vi i meningen også kan få en byrde – folk, der skulle have været med på 9/11 flyene, men af en eller anden grund ikke kom afsted, kan stå tilbage med en mærkelig følelse af, hvorfor? Hvorfor blev jeg skånet, er jeg speciel? Samtidigt står vi med alle de mennesker, der døde uden, at der var nogen grund til det. I mange af livets aspekter er der meningsløshed og at forsøge at pådutte det en højere mening, ødelægger vores forståelse af, hvad der faktisk skete.

Artiklen påpeger, at især meget paranoide eller empatiske mennesker vil opleve at søge og finde mening i livet. Vi har kun vores egen livsverden at gå ud fra – selvom jeg er sikker på, at der findes en objektiv sandhed, ved jeg også, at mennesker, der oplever præcis det samme, aldrig fortæller den samme historie. Vi bærer alle rundt på vores egen version af sandheden, og vi forstår verden ud fra vores værdier, vores fordomme og vores perspektiv. Mange beslutninger bliver taget uden større omtanke – om vi vil være ved det eller ej, og at vi forsøger at skabe en forståelse eller en mening i dette, viser mere om os end om de personer, vi prøver at forstå. Fordi man netop har en tendens til at sætte sig ind i andre mennesker og føle med dem, vil man også have en tendens til at søge en mening i det de siger og gør – eller der der sker omkring en. Fejlslutningen er at denne mening altid vil blive opfattet af en selv, og ikke vil blive formidlet af den anden. De fleste konflikter opstår ikke på grund af det, vi siger, men på grund af det vi tror, den anden siger. Hvad, der giver mening for os, farver, hvordan vi forstår mening i verden.

Jeg tror på, at ting sker, fordi de sker – og at vi træffer de valg, der var rigtige for os i øjeblikket. Ofte kan disse valg være påvirket af ydre faktorer (lavt blodsukker, dårlig/god dag, alkohol, egne fordomme og forestillinger m.fl.) eller indre (følelser, forståelse, hvad man tror, den anden siger istedet for, hvad den siger). Vi træffer alle både gode og dårlige beslutninger, og det mener jeg ikke, der er en anden grund til end, at vi fungerer dynamisk i livet. Det er fantastisk at opleve sig heldig eller uheldig, men der er ikke en balance, der styrer det. Det er ikke fair – det er livet. Så når man sidder med sine meningssøgende skrubler og moralske tømmermænd, og man forgæves søger efter svaret på hvorfor, bliver man nogle gange nødt til at stille sig tilfreds uden svar. Der er ikke altid svar, der er ikke altid en mening. Selvom det er nemt at være bagklog og forklare og bortforklare begivenheder og valgs berettigelse i ens liv, fjerner det ikke essensen, nemlig at det er os, der designer meningen i vores verden. Der er ikke en objektiv mening, der åbenbarer sig for mig, der var beregnet til mig eller vigtig i min videre udvikling som menneske. Der er min sandhed, og hvordan jeg forstår verden. Den eneste måde jeg kan blive klogere på den andens mening, er ved at tale om det og undersøge, hvad der giver mening for den anden.

Dette sagt – så tror jeg, at det kan være meget sundt at reflektere lidt over sine valg, især de dårlige nogle af slagsen. Ikke fordi at vi kan gøre det om, men fordi vi kan lære af det, så vi ikke laver samme fejl igen. Uendeligt mange ting er uden for vores kontrol og netop derfor tror jeg, at vi søger en mening – også selvom der er heller ikke altid en klar mening, men de ting der faktisk er i vores kontrol. Selvom at finde mening skaber mening for os, kan jagten på mening i det meningsløse holde os tilbage og hæmme os. Det er ikke nødvendigt for os at finde mening i alle begivenheder i livet, for at kunne give slip og arbejde os videre. Vi skaber meningen i livet, vi finder den ikke.

IMG_20141019_164608

Til besvær men stadig noget værd?

Der har floreret en artikel på de forskellige medier om Brittany Maynard. Denne pludselige berømmelse kommer ikke på grund af et viralt hit, men er fordi at Brittany er ung, smuk… og har valgt at dø d.1. november. Hun lider af en forfærdelig sygdom, og hendes valg vil jeg ikke diskutere. Jeg er sikker på, at hun har valgt det, der er rigtigt for hende. Hun har dog sat gang i aktiv dødshjælpsdebatten endnu engang. Denne vil jeg gerne blande mig i.

Jeg var til et arrangement for nogle uger siden om aktiv dødshjælp, hvor Jacob Birkler, formanden for etisk råd,  var hovedtaler. Det var helt vildt godt, og Birkler formåede virkeligt at skabe en nuanceret debat. Jeg har selv skrevet speciale om livskvalitet ved palliativ behandling, og jeg oplevede undervejs, hvordan mine holdninger rykkede sig. Derfor vil jeg gerne – i meget korte træk – gengive nogle af de bedste pointer fra dette arrangement.

Allerførst er det vigtigt at forstå, at etisk råd er et rådgivende organ. De har ingen besluttende magt. Deres rolle er ikke at vælge, hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod at vise alle aspekter ved et etisk dilemma. Det er vigtigt at forstå, at der ikke er et rigtigt svar på et dilemma. Når man vælger en side til, vælger man også noget fra. Dilemma defineres som to alternativer – altså hvor der ikke er et rigtigt svar.

Som jeg tidligere har talt om, er sproget og retorikken yderst vigtig. Vi bliver nødt til at forstå, hvad den anden taler om. Birkler lavede en smart sproglig finte – aktiv dødshjælp eller aktiv hjælp til døende? Det er de samme ord, men stillet på denne måde betyder det ikke det samme. Vi kan alle være enige om, at vi skal yde aktiv hjælp til dødende – men hvad denne hjælp skal bestå af, kan vi være uenige om.

I løbet af 15 år har 5 danskere valgt at tage til Schweiz for at få aktiv dødshjælp. Der kan være flere grunde til, at flere ikke har gjort det – det er dyrt (koster 85.000 kr), eller man har været for svækket. Alligevel står vi med disse 5 – vi antager, at der må være flere, der kan ønske at dø. Skal dette betyde, at vi skal ændre lovgivningen?

Vi behandler dyr bedre end mennesker! Det er et argument, man ofte støder på i debatten. Kan vi blive enige om, at vi generelt ikke har lyst til at dø? Hunden vælger ikke at dø, når vi afliver den? Vi afliver den, fordi den ikke skal lide, men det er der jo heller ingen, der ønsker et menneske skal. Istedet for at vælge døden må der være alternativer, der kan lindre smerte (uden at sende os i en tilstand uden bevidsthed). Hvorfor er dette blandt de få tilfælde, vi sammenligner os med dyr? Hvorfor har hunden det bedre ved at dø? Har vi det ikke bedre ved at leve?

Vi ønsker ikke, at nogle skal lide. Vi vil gerne gøre det barmhjertige – men er dette virkeligt at slutte livet?

Den palliative indsats og ældreområdet er et område, der mangler penge. Der er ikke god økonomi i dødende mennesker. Når man er døende, bliver man – meget hårdt sat op – til besvær. Besvær for samfundet, for familien og for sig selv. Øv – så var det da lettere bare at tage den gift og sige farvel. Lettere for hvem? Man skal passe på, når man taler om døende, man ikke vurderer deres livskvalitet udfra vores eget synspunkt. Hvor absurd det end lyder, kan der være livskvalitet i døden. I stedet for at fokusere på førstehjælp i form af livsforlængende remedier, burde vi i stedet fokusere på næstehjælp – lad os hjælp den anden både fysisk og psykisk.

Birkler brugte et eksempel, hvor han inddragede selvmord. Hvis der er en, der begår selvmord, tænker man ikke, hvorfor kunne jeg ikke hjælpe ham med at dø, men nærmere hvorfor vidste jeg ikke, at han havde det så skidt, så jeg kunne have hjulpet ham. Hvorfor håndterer vi dødsønsket anderledes, når vi taler om dødende? Lad os spørge – hvordan kan jeg hjælpe dig bedst muligt? Aktiv dødshjælp fjerner ikke bare lidelsen men også den lidende – altså er det ikke en rigtig løsning, da den bare fjerner lidelsen uden at hjælpe den dødende.

Den stærkes ret bliver til den svages pligt. Det er en hård udmelding, men essensen er let at forstå. Hvis muligheden var der, åbner man for at vælge døden på en helt ny måde. Ingen har lyst til at være til besvær og det er man, når man er syg og døende. Man koster både tid og penge for skatteyderne ved at holde sig selv i live og for hvilken pris skyld? Smerte og lidelse? En af dem jeg interviewede i mit speciale sagde noget utroligt smuk – “der er også en værdi i døden – der er kærlighed og intimitet og læring”. Hvis vi slutter livet ved eget valg, kan vi så risikere at gå glip af noget, som ligger så dybt i vores (med)menneskelighed?

Til sidst vil jeg sige, at jeg vitterligt ikke ønsker at fratage nogle et valg. Jeg ønsker bare at nuancere debatten. Brittaney vælger ikke døden, fordi hun vælger døden, men fordi hun fravælger det liv, hun frygter ligger forud for hende. Hvis nogle skal vælge døden, skal det være, fordi de faktisk vælger døden, og ikke fordi døden er det eneste alternativ til deres lidelse. Jeg synes, at vi skal skabe mere fokus på at skabe et liv som værd at leve – også selvom man er døende.

Drejer verden sig også om dig?

Læbestift på tænderne, en frisure, der er lidt for vildblæst, eller en usynligt trin, der spændte ben for dig. Ak ja grundene til at være pinlig er mange. Åh så folk nu, at jeg snublende over en usynlig sten; hvad tænker de om, at jeg sagde det/gjorde det og så videre… Nogle gange kan man vende og dreje tingene i uendelighed og så stå lammet ude på dansegulvet, for hvad nu hvis nogle tænkte, at man danser grimt.

Til dem, der kender den følelse, har jeg en god nyhed, Du er kun hovedpersonen i dit eget liv. Folk har travlt nok med at bekymre sig om, hvad andre tænker om dem til at lægge mærke til, hvad du gør. For 20-30 år siden lavede man et forsøg med studerende, hvor de skulle bære en t-shirt med det pinligste band på. Nogle studerende var så flove over det, at de knapt nok ville deltage i forsøget. Det viste sig så, da forskerne efterfølgende spurgte de andre studerende om, hvem der havde været på forsøgspersonernes t-shirt, at kun ganske få kunne huske det. Så bare rolig – selv hvis folk griner af dig, er det meget hurtigt ude af deres hukommelse igen.

Bare rolig – det er ganske normalt, at vi nærmest kan blive besatte af, hvad folk tænker om os. Vi er vant til konstant at aflæse og tilpasse os normer og adfærd for at høre til i flokken. Derudover har vi jo kun os selv som udgangspunkt. Vi er selvoptagede af natur – nogle mere end andre. Vi består af relationer, og alt det vi oplever i verden, forstår vi igennem vores egen forståelse. Hvem vi er, farver, hvordan vi oplever verden. Så det er jo klart, at vi er verdens midtpunkt – heldigvis er alle andre også deres eget midtpunkt, og de lægger ikke mærke til de dumme ting, vi siger eller gør. Selv hvis de gjorde – hvad er så det værste, der kunne ske? De griner måske? Latter er verdens bedste kur, så faktisk gør du dem en tjeneste – klap dig selv på skulderen 😉

2014-09-21 18.49.28

Så bland dig dog!

Jeg elsker sløve lørdag morgener med Mads og Monopolet i baggrunden. Uanset hvad jeg har lavet om fredagen, sætter jeg uret og står op, så jeg kan følge med i danskernes dilemmaer og de mange diskussioner. Jeg er ikke altid enig, men det giver mig rigtigt meget at høre andre menneskers mening – det udfordrer også mine egne holdninger på rigtigt og forkert.

I dag blev jeg dog rigtigt provokeret. Der var mange sager, hvor argumenterne “det er ikke dit ansvar”, “det er du ikke forpligtet til” og den slags. I sager om misbrugere, der spurgte om hjælp; kvinder, der ville være elskerinde eller have en elsker osv. Handlinger, der har uheldige konsekvenser for mere end en person.

Hvis vi tager alle handlingerne ud af diskussionen, står vi tilbage med spørgsmålet – hvor meget ansvar har vi over for hinanden?

Vi kan tale om ansvar i forhold til en skylder – “hvem har gjort det?”. Et juridisk forhold som samtidigt danner en afstand fra mennesket til handlingen. Men der er også en anden form for ansvar. Som mennesker rummer vi et potentiale, en magt, samt et rum for handling. Derudover er vi i stand til at forestille os de sandsynlige konsekvenser af vores handlinger (ikke at vi altid overvejer det). Netop denne form for ansvar gør, at vi har en pligt over for hinanden. Som mennesker har vi et usynligt bånd, en tillid til hinanden, om at vi vil hinanden det bedste. Det er de byggesten, vores samfund er skabt på. Når vi taler med et andet menneske, skaber vi et tillidsrum, og der får vi ansvar for hinanden. Og gu’ pokker om vi skal tabe denne fine betydning af ansvar til fordel for den juridiske fortolkning.

En handling har konsekvenser – en handling, der ikke bliver taget, kan have lige så mange konsekvenser eller flere, end når man faktisk gjorde noget. Et fravalg af handling kan være værre end end handling, så vi kan ikke gemme os bag undskyldningen – jeg gjorde jo ikke noget… Hvad kan vi så gøre? Nogle gange er det så simpelt som at kigge lidt på sig selv – kan jeg hjælpe? vil jeg hjælpe? er der andet jeg kan gøre? og så italesætte situationen. Det er så ukærligt og kujonagtigt at gemme sig bag “det var ikke min skyld” “jeg vil ikke blande mig”. Bland dig – vis et andet menneske den tillid og den kærlighed, at man faktisk åbner et rum for både forsoning og hjælp. For anerkendelse samt en respekt til den tillid og det ansvar, vi har for hinanden. Når vi deler ud af os selv, får man et ansvar for hinanden. Bland dig, ikke fordi vi skal formynde og rette på hinanden, men fordi vi skylder hinanden mulighed for at vælge fra og til. Nogle gange er den anden ikke i stand til at se, hvad der er rigtigt, og via dialog kan vi skabe et rum med plads til samtale uden at dømme. For det er det værste, man kan møde et andet menneske med – fordomme, anklager og forsvarsposition. Lad være med at vente til, at læsset falder sammen, tør at tale med den anden, måske endda opsøge konflikten – for hvis det var dig, ville du da heller ikke sejle i din egen sø?

Det handler ikke om, at vi skal prøve at redde hele verden, men når der står en foran dig, der lider, så gør da noget. Om ikke andet så bare erkend overfor den anden, at du ingenting kan gøre. Lad være med at gemme dig bag andres dårlige valg, hvis du kender konsekvenserne, hvis du har brug for at fraligge dig ansvaret, så lad være med at gøre det. Det er okay at sige fra, hvis man er et sted, man ikke kan bunde mere – men prøv. Pas på dig selv, man kan ikke hælde fra en tom kande – men lad vær med at gemme dig bag usynlige tunge mure. Hvis det er en pligt at kæmpe for sit land, så er det også en pligt at kæmpe for hinanden. Selvom det bare er en hverdagskamp.

Enten er du – eller også er du ikke…

Lykkelig altså – så er du det? Helt inde i knoglerne? Der siges så meget om lykke. “Livet er langt – Lykken er kort.” “Lykke er, når forventninger og virkelighed stemmer overens.” “Lykke er meningen og formålet med livet, den ting der styrer tilværelsen.”

Ifølge flere undersøgelser er danskerne jo det lykkeligste folkefærd. Måden, man har fundet ud af dette på, er ved at stille to spørgsmål om henholdsvis happiness og satisfaction. Happiness eller happy er et dumt ord at oversætte til dansk. Det bliver enten glad, tilfreds eller lykkelig. Jeg ved ikke med dig, men for mig er der milevidt forskel på de tre begreber. Det beskriver ikke lykken for mig. Så vi er de lykkeligste selvom, at vi går ned med stress, depressioner, bliver skilte og tager piller, som var det slik fra en pez dispenser. Jeg anerkender, at vi i det store hele egentligt har det meget godt. Vi har en lav ulighed, vi har en social tryghed og døjer hverken med korruption eller politiske revolutioner. Spørgmålet er dog stadig, om vi opfatter vores egen lykke…

Egentligt er det en fjollet ting at måle på – lykke altså. Uanset hvordan man definerer lykke, er der er en generel enighed omkring, at lykke er en subjektiv følelser (sådan har det ikke altid været, men det er en længere diskussion. Dette syn på lykke kom frem sammen med nye økonomiske modeller, der byggede på mennesket som et individ). Man forstår typisk lykke på tre forskellige måder (der er også flere, men dem har jeg valgt at undlade):

1. Lykke som nydelse. (også kaldet den hedonistiske model). Lykke handler om behovstilfredsstillelse, mest nydelse og mindst smerte. Lykke kan gøres op i en kalkule, hvormed man kan beregne, hvilken handling man vil få mest lykke ud af (en typisk model at bruge i sundhedsvæsenet også kaldet nytteetik). Dette definition af lykke er dog lidt tam og kan ikke stå alene. Hvis nogle af jer husker historien om Don Juan, husker I nok, at han bestemt ikke var lykkelig. Nydelsen skal hele tiden søges, jagtes og findes, og den er yderst kortvarig. Hvis dette alene var lykken, ville det give mening for os at dope os med diverse medicin, imens livet flød fordi os. Det ville ikke give mening for os at gøre ting for andres skyld, eller sætte vores liv på spil for andres. Heldigvis er dette ikke nok for de fleste.

2. Den Aristotiske lykke. Indrømmet, jeg har en forkærlighed for Aristoteles, men hans lykkebegreb er også tosse godt. Udover at vi har nydelsen, bliver vi også lykkelige af at opnå vores potentiale som mennesker. Vores potentiale opnås ved at følge dyderne, såsom retfærdighed, godhed, mod, visdom og ærlighed. For at blive gode og for at blive lykkelige, må vores handlinger afspejle dyderne, og på den måde opnår vi vores potentiale som mennesker og bliver lykkelige. Lykkeforståelsen som nydelse kan reduceres til underholdning – hvilket er en lykkeforståelse for børn – ikke voksne mennesker. Lykke i denne forståelse er ikke, hvad der sker i dit liv – men hvordan du forholder dig til det. Derfor hænger livsbetingelser og lykke heller ikke altid sammen. Aristoteles har en fin “du er, hvad du gør” forståelse – også når det gælder dyderne. Det er først, når du handler ærligt, at du bliver et ærligt menneske. Vi har muligheden for at følge dyderne, og når vi gør dette, bliver vi lykkelige.

3.Vi kan kalde denne form for lykke, lykke glimt eller lykke øjeblikke. Her handler det om et kort øjeblik, hvor vi fortabes i øjeblikket, bliver opslugt og glemmer os selv for i dette øjeblik at opleve et lykkehigh. Et sted uden negative følelser og ofte noget, vi kan huske resten af vores liv.

Så hvad kan vi bruge disse tre forståelser til andet end at forstå, at det er svært at gøre sig klog på lykke? Måske at få et andet syn på lykken, måske lægger vi alt for meget vægt på lykkeglimtene og glemmer nydelsen, eller også stræber vi kun efter dyderne og glemmer, hvor godt det føles at gøre noget, alene fordi det føles godt. Måske kan vi bruge dette til at være mere positive og se lidt lysere på tingene. Man kan faktisk godt være lykkelig, selvom man har et hårdt liv. Lykke er ikke et fravær af ulykke, det er en tilstand, man selv kan skabe og søge.

Jeg håber at kunne bidrage til en større lykkeforståelse og ikke mindst påskønnelse af lykken. For den er skøn! Og hvis du stadig ikke helt ved, hvad lykke er, forklarer Barbara Moleko det ret godt på hendes nummer “lykken er”.

Det, der beriger, udfolder og begrænser vores verden…

Ved du, hvad det er? Svaret er allerede givet – det er nemlig ord – begreber. Jeg har en forkærlighed for ord i form af sprogblomster. Begreber, der får dig til at stoppe op og smage på ordet. Derfor elsker jeg rappere som Kasper Spez og Per Vers (for lige at nævne nogle få). De kan noget med sprogbilleder og stemninger, der skaber følelser og forståelse i mig. I love it! Jeg elsker Instagram, og en af mine ynglingsting (udover mad- og modebillederne) er citaterne og sms-poesien. Ja, det er kliche, ja, det er floskler og ja, meget er hjerte/smerte, men jeg elsker det. Det er følelser, jeg kan genkende og forstå, men sagt med ganske få ord. Det er nærmest magisk, hvor lidt der skal til, for at du danner dig dit eget billede af, hvad den anden prøver at sige.

Ord er betingelsen for, at vi kan kommunikere med hinanden – eller måske skulle man nærmere sige sprog. For der er også tegnsprog, kropssprog og skriftsprog (og sms-sprog, hvis man skal være lidt fræk). Det er sådan, jeg kan dele mine følelser, min glæde og min smerte med andre. Hvordan lægen kan finde sygdommen, hvordan læreren kan formidle viden. Er det ikke skønt? Verden ligger for mine fødder, fordi jeg har sprog med andre.

Hvad mener jeg så med begrænser? Du kender historien om, at grønlændere har x-antal ord for sne? Og at hygge ikke kan oversættes? Vores sprog viser og kendetegner vores kultur. Det gør også, at vi kan få svært ved at forstå andres. Hvis vi skal forklare en englænder hygge, vil man ikke bare kunne bruge synonymer, vi skal ud i store billedesprog, og stadig er vi ikke sikre på, at han forstår hygge. Samtidigt sætter vores sprog en ramme for vores følelser. Den lokker med en løfte om, at hvis der er en begreb for det, så er der også en forståelse… Du kan forstå og forklare dine følelser – måske endda behandle dem logisk? Det kan man bare ikke altid. En klog mand sagde engang “den, der siger, at han har forstået kærligheden, har ingenting forstået” – nogle ting hverken kan eller skal forstås – de skal bare være og opleves, og vores sprog vil kun kunne reducere den følelse, vi oplever. Nogle gange sidder man med en følelse, som ikke kan beskrives med et ord… Så må man prøve at give den en farve, en form, måske endda en temperatur… Det lyder fjollet, og det er det også – men det kan hjælpe en med at sætte ord på det usigelige. 

Jeg har en tendens til at bruge store armbevægelser, når jeg skal beskrive noget. Ord som fabelagtigt, fantastisk og vidunderligt kommer måske lidt for nemt over mine læber. Jeg bruger ordbilleder, når jeg skal beskrive mine følelser. Hvis andre ikke gør det – hvis andre lider af den jysk “det er da ikke så ringe”, betyder det så, at deres verden altid er lidt – ja tam… Bare fordi jeg larmer mere, betyder det ikke, at jeg føler mere – tværtimod.. Kan jeg misforstå andres stille sprog som et tegn på, at de ikke føler en storm af følelser – ja selvfølgeligt – de taler vitterligt et andet sprog end mig. Måske er det endda endnu vigtigere at spørge, om de kan forstå de følelser, de har, som mindre værd, fordi de ikke har lyst til at spille på alle de sproglige tangenter? Det oplever jeg desværre tit, at andre kan føle. Vi sammenligner også os – også sprogligt – og de kan misforstå mig og mine sproglige tilbøjeligheder ligeså meget, som jeg kan misforstå deres. Fordi vi bruger forskellige ord, betyder det ikke, at vi ikke føler det samme ligesom, at vi kan bruge de samme ord og misforstå hinanden totalt. Derfor må vi nogle gange indgå i en samtale på den andens præmisser, lytte og spørge ind. For hvad mener vi faktisk, når vi siger noget med ord?

At tilgive

Det er menneskeligt at fejle – guddommeligt at tilgive. Vi har kigget på at fejle, så nu bevæger vi os over mod tilgivelsen. Som ordsproget siger, har tilgivelsen noget gudsligt over sig. Personligt har det været et begreb, jeg forbandt med kirken, deres syndsforladelse og skyld. Det er en piedistal, vi har en tendens til at hive tilgivelsen op på – men der hører den ikke hjemme. Vi kan godt pille Gud ud af tilgivelsen og stadig stå med et menneskeligt begreb og behov – det er nemlig vigtigt, at vi lærer at tilgive – os selv og hinanden. Der er to sider af tilgivelsen, derfor vil jeg forsøge at beskrive den fra begge sider.

 

Den der skylder

Rent begrebsligt ligger der en værdi i ordet “undskyld” – unddrage sig skyld. Der er stor forskel på skyld og gæld, hvor skyld ligger op til et ulige forhold, man kan skylde penge, en tjeneste eller at gøre noget lignende, som en anden har gjort for dig, referer gæld mest til et pengeforhold, der gerne skal gå lige op. Man har lånt penge, derfor har man gæld. Man har gjort noget der påvirker forholdet på en positiv eller negativ måde, derfor skylder man. Skyld tilhører nogen, det er et ejerskab, “det var min skyld at tingene gik på den måde…”. Det er en anderkendelse af ens egen rolle i tingenes forløb.

Jeg har oplevet umådeligt mange mennesker, der siger undskyld uden nogensinde at sige undskyld. For mig er det tamt. Undskyld er et magtfuldt ord, hvor man netop pådrager sig selv ejerskabet over den gerning, der er blevet begået. Der sker et skift i magtforholdet mennesker imellem – ved at sige undskyld udråber man den ene til offer og den anden til bøddel. Dette er en hård anerkendelse – jeg antager, at ingen har lyst til at være den andens bøddel. Netop på grund af denne underkastelse ser jeg også det at undskylde, som en stor tillids- og kærlighedserklæring. Man åbner sig og anerkender sine svage og dårlige sider og lader det være op til den anden, om det er en byrde, man begge skal bære resten af sit liv, eller om man kan tilgive det, der er gjort. Så lær at sige undskyld for pokker 🙂

 

Den der tilgiver

VI har mange forestillinger om tilgivelse. Det kræver en skyldner, det kommer som ud af den blå himmel, og det fjerner ugerningen. Ofte er dette dog bare forestillinger. 

Du skal ikke tilgive, bare fordi der er en, der siger undskyld. Det er dit valg. Du kan tilgive en, der siger undskyld, men du kan også tilgive en, der ikke gør. Det er ikke altid, at andre mennesker indser de fejl, de har gjort eller vil erkende den smerte, de har påført andre. Det betyder ikke, at man skal gå med den smerte resten af ens liv. Der findes selvfølgeligt store og små svigt, der kræver tilgivelse, og nogle er lettere at tilgive end andre. Nogle ender som monstre, der følger med en og påvirker alle aspekter i sit liv. Man sidder fast i offerrollen og kan ikke fjerne sig fra smerten. Hvad skal man så gøre? 

Vi må erkende at tilgivelse ligger uden for forståelse, forstået på den måde at man skal forstå, hvorfor den anden gjorde, som han gjorde. Tilgivelse er ikke at forstå ugerningen, men det er at forlade den. Ikke at det gør en ugerning god igen, for det gør det ikke. Gjort er gjort, og hvis man har såret et andet menneske, bør man have det dårligt over det. Det betyder, at man fjerner sig selv fra smerten, fra svigtet og lader sig selv komme videre.

Nogle gange må man først tilgive sig selv, at man har stået i den situation, at man har lader monstret følge med så længe, og at man har ladet det tage så meget energi og kraft fra en. Nogle gange må man acceptere, at det tager tid – for det er en proces, det sker ikke bare, fordi at du siger det – men det er første skridt på at give slip.

Der er dog stadig brug for en form for forståelse til at skabe en bro imellem offer og bøddel. Det har man brug for for at kunne tilgive. Det, man må forstå, for at kunne tilgive, er, at den anden ikke forstod. Vi tager valg, som er dumme, egoistiske eller det eneste vi kunne overskue at gøre på det tidspunkt. Andre mennesker er sjældne onde, og der ligger sjældent et ondt motiv bag deres valg. De forstod bare ikke at tage et andet eller bedre valg. De havde ikke magt, deres dårlige valg er et tegn på deres afmagt i situationen. 

Ved at anerkende deres manglende forståelse skaber vi et nyt rum for forståelse og tilgivelse. For vi kan forstå den andens afmagt, vi kan forstå, at den anden ikke forstod. Dermed kan vi  give os selv den frihed at give slip på alle følelserne forbundet med sorgen og svigtet. Nogle gange vil man måske endda opdage et tomrum efter tilgivelsen, fordi de følelser har fyldt så meget, at det føles mærkeligt at give slip. Der kommer et tidspunkt, hvor du er klar til at slippe, hvor du er klar til at tilgive, og det hiver dig ud af offerrollen. Ikke fordi at ugerningen er forsvundet, eller at det er okay, men fordi du vælger at give slip. Intet bliver slettet, du bliver bare fri – i tilgivelsen forlader vi det bitre og vender os imod en forståelse af det dårlige valg – over den andens manglende formåen. Tilgivelse kan hele – hvis man ønsker det, og man arbejder for det. Det handler om at give slip på regnskabet og fokuserer på sig selv og fremtiden – og er det ikke noget, vi alle gerne vil arbejde hen imod?

Når man vokser fra sig selv – eller den man troede, at man var…

Igår var der studiestartsfest. Selvom jeg først kom hjem fra arbejde lidt over 22 og var meget træt, havde hele min krop lyst til at blive siddende i bussen og lade den fragte mig til studiestartsfest, som var det en tidsmaskine. Jeg var grøn af misundelse på dem, der var med – ikke fordi at jeg ikke nyder, hvor jeg er nu i mit liv, for det gør jeg. Det er bare fordi… Det var første gang 7 år, at jeg ikke var med. Jeg har været med både som deltager, tutor, planlægger, hjælper og bartenter. Haft min tjans både foran og bagved baren. Som var det en elsket kæreste, er studielivet og jeg desværre vokset fra hinanden… og mit fravær fra studiestartsfesten var bare endnu et søm i kisten. 

Jeg har nok været blandt de bedste reklamesøjler for Aalborg Universitet. Jeg nød min studietid for fulde drag og deltog i alt det, jeg overhovedet orkede og kunne komme i nærheden af. Jeg elskede alle menneskerne, livet og den viden, man følte, der spirrede over alt i alle kroge. Universitet føltes som en helt anden verden, og alle menneskerne var som en ny familie. At blive færdiguddannet var det underligste antiklimaks, jeg endnu har prøvet. For jeg var ikke klar til at give slip fra det trygge, gode og rare og kaste mig selv ud i en verden, hvor jeg for første gang rigtigt skulle tage stilling til mit liv – hvor ville jeg bo, hvad ville jeg lave – hvad kunne jeg overhovedet? En masse døre foran mig og jeg vidste ikke, hvilken jeg skulle åbne eller hvilke, der var låst. For første gang i mit liv blev jeg sådan rigtigt tvunget til at se mig selv i øjnene og finde ud af, hvad jeg egentligt ville med mit liv – hvem jeg var og ikke mindst er. Pludseligt var der ikke “studerende” titlen at gemme sig under, det var alvor nu, og der var ikke flere vejledermøder i livet. Jeg har kaldt det Krummekrisen – men reelt set er det vel Bølle Bob-krisen – når man er “ikke rigtigt voksen, ikke rigtigt barn”. Men man er voksen – man skal bare lige anerkende det og gå igennem processen.

Så først var jeg arbejdsløs. Jeg tog det ikke pænt. Arbejdsløsheden havde ingen mening for mig, jeg ville ud i verden. For hver ubesvaret ansøgning jeg sendte ud, røg jeg endnu længere ned. Indtil jeg begyndte at skabe mig en ny hverdag, søge frivillige jobs, tage til en masse arrangementer og opsøge ny viden. Elementer, der alle har skubbet mig over i den retning, jeg er nu – som jeg også er rigtig glad for. 

Jeg elskede at være studerende. Opturerne, nedturerne, spontanitet, friheden og stressen. Jeg tog gerne det hele endnu en gang og så alligevel ikke. For det er ligesom den elskede kæreste, man er vokset fra. Det var unik specielt og fantastisk. Men det er også et lukket kapitel, og det er også noget af det skønne ved unitiden – once in a lifetime experience. 

Selvom det var rigtigt svært at finde en ro i at være i en usikkerhed, har jeg opdaget en ny frihed. Erkendelsen af, at det er helt okay ikke at være sikker, ikke at have valgt den vej, jeg skal følge resten af mit liv, men istedet være i det, jeg er i nu, gøre det jeg har lyst til nu og nyde at jeg stadig bliver klogere hver dag – nu er der bare mere praktisk end teoretisk erfaring. Jeg har valg – endnu flere end jeg plejer at have, og jeg kan vælge fra og til som jeg vil (læg mærke til kan og ikke skal – for jeg skal ikke vælge bare fordi, at jeg kan). Jeg har fået en hverdag igen, hvor det giver mening at stå op og at gå tidligt i seng. I mine hverdagsrammer er der en ny frihed, og den ville jeg ikke bytte for noget – selvom jeg stadig misunder folk deres tømmermænd og ømme fødder i dag;)

Hvor blev nydelsen af?

Har I læst denne debatartiklen “Vi er blevet bange for nydelsen” fra Politiken? Hvis ikke får I et hurtigt link her http://politiken.dk/debat/ECE2381096/vi-er-blevet-bange-for-nydelsen/

Den handler meget kort om, at alt, vi gør, skal have en årsag. I vores sundhedstyranni har vi fjernet oplevelsernes umiddelbarhed og nydelse og erstattet dem med begreber og sundhedstermer, så vi kan forstå, hvor godt det er at røre sig, spise sundt mm. 

Som tidligere fitnessinstruktør har jeg haft mange dialoger med piger, som er gået på mere eller mindre åndssvage kure for at tabe sig. Istedet for at sætte fokus på den nydelse mad giver os, har de forbudt sig alt, der er forbundet med en nydelse. Istedet lever de af kål (eller andet) i flere måneder. Jeg gav dem altid samme råd – alt med måde. Jo du må gerne spise chokolade, selvom du gerne vil være tynd – men hvad med at spise et stykke og virkeligt nyde det, istedet for at lynspise hele Maraboupakken, fordi det er syndigt, og nu var pakken jo alligevel åben. Når pakken er væk, er beviserne også? Er det så aldrig sket?

Jeg sad så sent som i dag og talte med en veninde om junkfood – om at rigtig mange beskriver deres tømmermændscravingstilfredsstillelsesmad som ulækker. Mad er ikke ulækker, og hvis den er, hvorfor fylder du så dig selv med den? Hvorfor anerkender man ikke, at ens krop er i underskud på fedt, salt og sukker efter en bytur. Men kunne nyde den junkfood, istedet for at bære den dårlige samvittighed med ind i næste uge. Den måde vi beskriver vores mad på, afslører vores forhold til den. For mange år siden læste jeg i en artikel, at alle moderne mennesker har en spiseforstyrrelse. Ikke forstået som den kliniske diagnose men, at vi alle har fået et forhold til mad og sundhed, som er forskruet og fortænkt. Ingen spiser noget mere uden at vide sundhedsværdien, eller hvilke vitaminer du får ud af det. Ingen spiser bare mere uden at være på palæo, 5:2, Atkins mm. Sådan meget groft sat op.

Mindfullnessbølgen har forsøgt at finde nydelse tilbage i vores levevis, men selv det er blevet en kunst og træningsart. Mindfull eating, mindfull living osv. Hvorfor kan vi ikke bare vende tilbage til det simple? Nyd din mad, smag den og drop de andre tanker. Hvis du ikke kan nyde maden (eller andet i livet), så lad være med at gøre det.

Nydelse er blevet et lidt frækt ord. Vi forbinder det med en løssluppenhed, måske kan man endda gå så langt som at sige, at det er ukontrollerbart. Det er det udannede menneske, der ikke kan styre sine lyster, og som en anden Don Juan render rundt og leder efter sit næste nydelseshigh. Det moderne menneske skal besidde en nærmest overnaturlig selvkontrol, og jo mere vi kan demonstrere, hvordan vi nægter os selv nydelse, jo bedre. Vi søger ekstremerne for at presse os selv og vise, at det er mind over body. Selv kunst skal efterhånden have et formål, vi kan ikke bare nyde det, fordi det påvirker os på en måde, vi ikke altid kan forklare. Alt skal have en årsag, men lad os tage nydelsen tilbage som årsag. Gøre ting, fordi de føles godt, og så er alt andet konsekvenser, vi må tage med i bagagen. Bliv ven med din krop, den er designet til at fortælle dig, hvornår noget er rart, fordi den har brug for den ting. Alt med måde – også nydelse.