At tilgive

Det er menneskeligt at fejle – guddommeligt at tilgive. Vi har kigget på at fejle, så nu bevæger vi os over mod tilgivelsen. Som ordsproget siger, har tilgivelsen noget gudsligt over sig. Personligt har det været et begreb, jeg forbandt med kirken, deres syndsforladelse og skyld. Det er en piedistal, vi har en tendens til at hive tilgivelsen op på – men der hører den ikke hjemme. Vi kan godt pille Gud ud af tilgivelsen og stadig stå med et menneskeligt begreb og behov – det er nemlig vigtigt, at vi lærer at tilgive – os selv og hinanden. Der er to sider af tilgivelsen, derfor vil jeg forsøge at beskrive den fra begge sider.

 

Den der skylder

Rent begrebsligt ligger der en værdi i ordet “undskyld” – unddrage sig skyld. Der er stor forskel på skyld og gæld, hvor skyld ligger op til et ulige forhold, man kan skylde penge, en tjeneste eller at gøre noget lignende, som en anden har gjort for dig, referer gæld mest til et pengeforhold, der gerne skal gå lige op. Man har lånt penge, derfor har man gæld. Man har gjort noget der påvirker forholdet på en positiv eller negativ måde, derfor skylder man. Skyld tilhører nogen, det er et ejerskab, “det var min skyld at tingene gik på den måde…”. Det er en anderkendelse af ens egen rolle i tingenes forløb.

Jeg har oplevet umådeligt mange mennesker, der siger undskyld uden nogensinde at sige undskyld. For mig er det tamt. Undskyld er et magtfuldt ord, hvor man netop pådrager sig selv ejerskabet over den gerning, der er blevet begået. Der sker et skift i magtforholdet mennesker imellem – ved at sige undskyld udråber man den ene til offer og den anden til bøddel. Dette er en hård anerkendelse – jeg antager, at ingen har lyst til at være den andens bøddel. Netop på grund af denne underkastelse ser jeg også det at undskylde, som en stor tillids- og kærlighedserklæring. Man åbner sig og anerkender sine svage og dårlige sider og lader det være op til den anden, om det er en byrde, man begge skal bære resten af sit liv, eller om man kan tilgive det, der er gjort. Så lær at sige undskyld for pokker 🙂

 

Den der tilgiver

VI har mange forestillinger om tilgivelse. Det kræver en skyldner, det kommer som ud af den blå himmel, og det fjerner ugerningen. Ofte er dette dog bare forestillinger. 

Du skal ikke tilgive, bare fordi der er en, der siger undskyld. Det er dit valg. Du kan tilgive en, der siger undskyld, men du kan også tilgive en, der ikke gør. Det er ikke altid, at andre mennesker indser de fejl, de har gjort eller vil erkende den smerte, de har påført andre. Det betyder ikke, at man skal gå med den smerte resten af ens liv. Der findes selvfølgeligt store og små svigt, der kræver tilgivelse, og nogle er lettere at tilgive end andre. Nogle ender som monstre, der følger med en og påvirker alle aspekter i sit liv. Man sidder fast i offerrollen og kan ikke fjerne sig fra smerten. Hvad skal man så gøre? 

Vi må erkende at tilgivelse ligger uden for forståelse, forstået på den måde at man skal forstå, hvorfor den anden gjorde, som han gjorde. Tilgivelse er ikke at forstå ugerningen, men det er at forlade den. Ikke at det gør en ugerning god igen, for det gør det ikke. Gjort er gjort, og hvis man har såret et andet menneske, bør man have det dårligt over det. Det betyder, at man fjerner sig selv fra smerten, fra svigtet og lader sig selv komme videre.

Nogle gange må man først tilgive sig selv, at man har stået i den situation, at man har lader monstret følge med så længe, og at man har ladet det tage så meget energi og kraft fra en. Nogle gange må man acceptere, at det tager tid – for det er en proces, det sker ikke bare, fordi at du siger det – men det er første skridt på at give slip.

Der er dog stadig brug for en form for forståelse til at skabe en bro imellem offer og bøddel. Det har man brug for for at kunne tilgive. Det, man må forstå, for at kunne tilgive, er, at den anden ikke forstod. Vi tager valg, som er dumme, egoistiske eller det eneste vi kunne overskue at gøre på det tidspunkt. Andre mennesker er sjældne onde, og der ligger sjældent et ondt motiv bag deres valg. De forstod bare ikke at tage et andet eller bedre valg. De havde ikke magt, deres dårlige valg er et tegn på deres afmagt i situationen. 

Ved at anerkende deres manglende forståelse skaber vi et nyt rum for forståelse og tilgivelse. For vi kan forstå den andens afmagt, vi kan forstå, at den anden ikke forstod. Dermed kan vi  give os selv den frihed at give slip på alle følelserne forbundet med sorgen og svigtet. Nogle gange vil man måske endda opdage et tomrum efter tilgivelsen, fordi de følelser har fyldt så meget, at det føles mærkeligt at give slip. Der kommer et tidspunkt, hvor du er klar til at slippe, hvor du er klar til at tilgive, og det hiver dig ud af offerrollen. Ikke fordi at ugerningen er forsvundet, eller at det er okay, men fordi du vælger at give slip. Intet bliver slettet, du bliver bare fri – i tilgivelsen forlader vi det bitre og vender os imod en forståelse af det dårlige valg – over den andens manglende formåen. Tilgivelse kan hele – hvis man ønsker det, og man arbejder for det. Det handler om at give slip på regnskabet og fokuserer på sig selv og fremtiden – og er det ikke noget, vi alle gerne vil arbejde hen imod?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s