Så bland dig dog!

Jeg elsker sløve lørdag morgener med Mads og Monopolet i baggrunden. Uanset hvad jeg har lavet om fredagen, sætter jeg uret og står op, så jeg kan følge med i danskernes dilemmaer og de mange diskussioner. Jeg er ikke altid enig, men det giver mig rigtigt meget at høre andre menneskers mening – det udfordrer også mine egne holdninger på rigtigt og forkert.

I dag blev jeg dog rigtigt provokeret. Der var mange sager, hvor argumenterne “det er ikke dit ansvar”, “det er du ikke forpligtet til” og den slags. I sager om misbrugere, der spurgte om hjælp; kvinder, der ville være elskerinde eller have en elsker osv. Handlinger, der har uheldige konsekvenser for mere end en person.

Hvis vi tager alle handlingerne ud af diskussionen, står vi tilbage med spørgsmålet – hvor meget ansvar har vi over for hinanden?

Vi kan tale om ansvar i forhold til en skylder – “hvem har gjort det?”. Et juridisk forhold som samtidigt danner en afstand fra mennesket til handlingen. Men der er også en anden form for ansvar. Som mennesker rummer vi et potentiale, en magt, samt et rum for handling. Derudover er vi i stand til at forestille os de sandsynlige konsekvenser af vores handlinger (ikke at vi altid overvejer det). Netop denne form for ansvar gør, at vi har en pligt over for hinanden. Som mennesker har vi et usynligt bånd, en tillid til hinanden, om at vi vil hinanden det bedste. Det er de byggesten, vores samfund er skabt på. Når vi taler med et andet menneske, skaber vi et tillidsrum, og der får vi ansvar for hinanden. Og gu’ pokker om vi skal tabe denne fine betydning af ansvar til fordel for den juridiske fortolkning.

En handling har konsekvenser – en handling, der ikke bliver taget, kan have lige så mange konsekvenser eller flere, end når man faktisk gjorde noget. Et fravalg af handling kan være værre end end handling, så vi kan ikke gemme os bag undskyldningen – jeg gjorde jo ikke noget… Hvad kan vi så gøre? Nogle gange er det så simpelt som at kigge lidt på sig selv – kan jeg hjælpe? vil jeg hjælpe? er der andet jeg kan gøre? og så italesætte situationen. Det er så ukærligt og kujonagtigt at gemme sig bag “det var ikke min skyld” “jeg vil ikke blande mig”. Bland dig – vis et andet menneske den tillid og den kærlighed, at man faktisk åbner et rum for både forsoning og hjælp. For anerkendelse samt en respekt til den tillid og det ansvar, vi har for hinanden. Når vi deler ud af os selv, får man et ansvar for hinanden. Bland dig, ikke fordi vi skal formynde og rette på hinanden, men fordi vi skylder hinanden mulighed for at vælge fra og til. Nogle gange er den anden ikke i stand til at se, hvad der er rigtigt, og via dialog kan vi skabe et rum med plads til samtale uden at dømme. For det er det værste, man kan møde et andet menneske med – fordomme, anklager og forsvarsposition. Lad være med at vente til, at læsset falder sammen, tør at tale med den anden, måske endda opsøge konflikten – for hvis det var dig, ville du da heller ikke sejle i din egen sø?

Det handler ikke om, at vi skal prøve at redde hele verden, men når der står en foran dig, der lider, så gør da noget. Om ikke andet så bare erkend overfor den anden, at du ingenting kan gøre. Lad være med at gemme dig bag andres dårlige valg, hvis du kender konsekvenserne, hvis du har brug for at fraligge dig ansvaret, så lad være med at gøre det. Det er okay at sige fra, hvis man er et sted, man ikke kan bunde mere – men prøv. Pas på dig selv, man kan ikke hælde fra en tom kande – men lad vær med at gemme dig bag usynlige tunge mure. Hvis det er en pligt at kæmpe for sit land, så er det også en pligt at kæmpe for hinanden. Selvom det bare er en hverdagskamp.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s