Er skæbnen designet eller fortænkt?

Hvis du har set How I Met Your Mother, har du sikkert set hovedpersonen Teds fascination af skæbnen. Han venter hele tiden på tegn fra universet, og han forstår alle begivenheder som afgørende for, at han mødte moren på det tidspunkt, han gjorde. Men tror du på skæbnen?

Dagens artikel er inspireret af denne artikel : http://www.nytimes.com/2014/10/19/opinion/sunday/does-everything-happen-for-a-reason.html?_r=2&pagewanted=all – kort sagt siger den, at mange mennesker tror på skæbnen. Alting sker af en grund, og vi har en tendens til at finde mening i selv de mest håbløse situationer.

Skæbnen har stadig et snert af en religiøs anskuelse over sig – Guds plan med os – men som artiklen siger, tror mange ateister også på skæbnen (i den forståelse at alt har en mening). Vi er opdraget til at forstå, at verden hænger sammen og består af årsager og konsekvenser også kendt som kausalitet. Hvis dominobrikkerne vælter, gør de det, fordi jeg har skubbet til dem. Min  handling var årsagen, og at brikkerne væltede var konsekvensen. I andre kulture har man ikke samme forståelse, hverken for kausalitet eller en horisontal tidsforståelse, men lad os gemme det til en anden gang.

Vi opfatter verden bevidst eller ubevidst som designet – og i design er der mening. Hvad der sker for os af gode eller dårlige ting, har ledt os hen til noget, vi ellers ikke ville være endt. Denne er dog en farlig tankegang. Dels fordi vi skaber en følelse af retfærdighed – og der kan jeg ligeså godt være klar i spyttet, i min optik er der ingen retfærdighed i verden. Ting sker, fordi de sker og ikke, fordi der var en kosmisk balance, der skulle gå op. Hvis man tror på en balance, er det lettere at fralægge sig ansvaret for andres ulykkelige skæbner, et område hvor vi faktisk kan have mulighed for at finde og skabe mening for andre. Hvis vi anerkender, at karma ikke findes, men der kun er tilfældigheder, kan vi enddog selv tage ejerskab over nogle af disse tilfældigheder. Dels er det en farlig tanke gang, fordi vi i meningen også kan få en byrde – folk, der skulle have været med på 9/11 flyene, men af en eller anden grund ikke kom afsted, kan stå tilbage med en mærkelig følelse af, hvorfor? Hvorfor blev jeg skånet, er jeg speciel? Samtidigt står vi med alle de mennesker, der døde uden, at der var nogen grund til det. I mange af livets aspekter er der meningsløshed og at forsøge at pådutte det en højere mening, ødelægger vores forståelse af, hvad der faktisk skete.

Artiklen påpeger, at især meget paranoide eller empatiske mennesker vil opleve at søge og finde mening i livet. Vi har kun vores egen livsverden at gå ud fra – selvom jeg er sikker på, at der findes en objektiv sandhed, ved jeg også, at mennesker, der oplever præcis det samme, aldrig fortæller den samme historie. Vi bærer alle rundt på vores egen version af sandheden, og vi forstår verden ud fra vores værdier, vores fordomme og vores perspektiv. Mange beslutninger bliver taget uden større omtanke – om vi vil være ved det eller ej, og at vi forsøger at skabe en forståelse eller en mening i dette, viser mere om os end om de personer, vi prøver at forstå. Fordi man netop har en tendens til at sætte sig ind i andre mennesker og føle med dem, vil man også have en tendens til at søge en mening i det de siger og gør – eller der der sker omkring en. Fejlslutningen er at denne mening altid vil blive opfattet af en selv, og ikke vil blive formidlet af den anden. De fleste konflikter opstår ikke på grund af det, vi siger, men på grund af det vi tror, den anden siger. Hvad, der giver mening for os, farver, hvordan vi forstår mening i verden.

Jeg tror på, at ting sker, fordi de sker – og at vi træffer de valg, der var rigtige for os i øjeblikket. Ofte kan disse valg være påvirket af ydre faktorer (lavt blodsukker, dårlig/god dag, alkohol, egne fordomme og forestillinger m.fl.) eller indre (følelser, forståelse, hvad man tror, den anden siger istedet for, hvad den siger). Vi træffer alle både gode og dårlige beslutninger, og det mener jeg ikke, der er en anden grund til end, at vi fungerer dynamisk i livet. Det er fantastisk at opleve sig heldig eller uheldig, men der er ikke en balance, der styrer det. Det er ikke fair – det er livet. Så når man sidder med sine meningssøgende skrubler og moralske tømmermænd, og man forgæves søger efter svaret på hvorfor, bliver man nogle gange nødt til at stille sig tilfreds uden svar. Der er ikke altid svar, der er ikke altid en mening. Selvom det er nemt at være bagklog og forklare og bortforklare begivenheder og valgs berettigelse i ens liv, fjerner det ikke essensen, nemlig at det er os, der designer meningen i vores verden. Der er ikke en objektiv mening, der åbenbarer sig for mig, der var beregnet til mig eller vigtig i min videre udvikling som menneske. Der er min sandhed, og hvordan jeg forstår verden. Den eneste måde jeg kan blive klogere på den andens mening, er ved at tale om det og undersøge, hvad der giver mening for den anden.

Dette sagt – så tror jeg, at det kan være meget sundt at reflektere lidt over sine valg, især de dårlige nogle af slagsen. Ikke fordi at vi kan gøre det om, men fordi vi kan lære af det, så vi ikke laver samme fejl igen. Uendeligt mange ting er uden for vores kontrol og netop derfor tror jeg, at vi søger en mening – også selvom der er heller ikke altid en klar mening, men de ting der faktisk er i vores kontrol. Selvom at finde mening skaber mening for os, kan jagten på mening i det meningsløse holde os tilbage og hæmme os. Det er ikke nødvendigt for os at finde mening i alle begivenheder i livet, for at kunne give slip og arbejde os videre. Vi skaber meningen i livet, vi finder den ikke.

IMG_20141019_164608

Reklamer

Til besvær men stadig noget værd?

Der har floreret en artikel på de forskellige medier om Brittany Maynard. Denne pludselige berømmelse kommer ikke på grund af et viralt hit, men er fordi at Brittany er ung, smuk… og har valgt at dø d.1. november. Hun lider af en forfærdelig sygdom, og hendes valg vil jeg ikke diskutere. Jeg er sikker på, at hun har valgt det, der er rigtigt for hende. Hun har dog sat gang i aktiv dødshjælpsdebatten endnu engang. Denne vil jeg gerne blande mig i.

Jeg var til et arrangement for nogle uger siden om aktiv dødshjælp, hvor Jacob Birkler, formanden for etisk råd,  var hovedtaler. Det var helt vildt godt, og Birkler formåede virkeligt at skabe en nuanceret debat. Jeg har selv skrevet speciale om livskvalitet ved palliativ behandling, og jeg oplevede undervejs, hvordan mine holdninger rykkede sig. Derfor vil jeg gerne – i meget korte træk – gengive nogle af de bedste pointer fra dette arrangement.

Allerførst er det vigtigt at forstå, at etisk råd er et rådgivende organ. De har ingen besluttende magt. Deres rolle er ikke at vælge, hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod at vise alle aspekter ved et etisk dilemma. Det er vigtigt at forstå, at der ikke er et rigtigt svar på et dilemma. Når man vælger en side til, vælger man også noget fra. Dilemma defineres som to alternativer – altså hvor der ikke er et rigtigt svar.

Som jeg tidligere har talt om, er sproget og retorikken yderst vigtig. Vi bliver nødt til at forstå, hvad den anden taler om. Birkler lavede en smart sproglig finte – aktiv dødshjælp eller aktiv hjælp til døende? Det er de samme ord, men stillet på denne måde betyder det ikke det samme. Vi kan alle være enige om, at vi skal yde aktiv hjælp til dødende – men hvad denne hjælp skal bestå af, kan vi være uenige om.

I løbet af 15 år har 5 danskere valgt at tage til Schweiz for at få aktiv dødshjælp. Der kan være flere grunde til, at flere ikke har gjort det – det er dyrt (koster 85.000 kr), eller man har været for svækket. Alligevel står vi med disse 5 – vi antager, at der må være flere, der kan ønske at dø. Skal dette betyde, at vi skal ændre lovgivningen?

Vi behandler dyr bedre end mennesker! Det er et argument, man ofte støder på i debatten. Kan vi blive enige om, at vi generelt ikke har lyst til at dø? Hunden vælger ikke at dø, når vi afliver den? Vi afliver den, fordi den ikke skal lide, men det er der jo heller ingen, der ønsker et menneske skal. Istedet for at vælge døden må der være alternativer, der kan lindre smerte (uden at sende os i en tilstand uden bevidsthed). Hvorfor er dette blandt de få tilfælde, vi sammenligner os med dyr? Hvorfor har hunden det bedre ved at dø? Har vi det ikke bedre ved at leve?

Vi ønsker ikke, at nogle skal lide. Vi vil gerne gøre det barmhjertige – men er dette virkeligt at slutte livet?

Den palliative indsats og ældreområdet er et område, der mangler penge. Der er ikke god økonomi i dødende mennesker. Når man er døende, bliver man – meget hårdt sat op – til besvær. Besvær for samfundet, for familien og for sig selv. Øv – så var det da lettere bare at tage den gift og sige farvel. Lettere for hvem? Man skal passe på, når man taler om døende, man ikke vurderer deres livskvalitet udfra vores eget synspunkt. Hvor absurd det end lyder, kan der være livskvalitet i døden. I stedet for at fokusere på førstehjælp i form af livsforlængende remedier, burde vi i stedet fokusere på næstehjælp – lad os hjælp den anden både fysisk og psykisk.

Birkler brugte et eksempel, hvor han inddragede selvmord. Hvis der er en, der begår selvmord, tænker man ikke, hvorfor kunne jeg ikke hjælpe ham med at dø, men nærmere hvorfor vidste jeg ikke, at han havde det så skidt, så jeg kunne have hjulpet ham. Hvorfor håndterer vi dødsønsket anderledes, når vi taler om dødende? Lad os spørge – hvordan kan jeg hjælpe dig bedst muligt? Aktiv dødshjælp fjerner ikke bare lidelsen men også den lidende – altså er det ikke en rigtig løsning, da den bare fjerner lidelsen uden at hjælpe den dødende.

Den stærkes ret bliver til den svages pligt. Det er en hård udmelding, men essensen er let at forstå. Hvis muligheden var der, åbner man for at vælge døden på en helt ny måde. Ingen har lyst til at være til besvær og det er man, når man er syg og døende. Man koster både tid og penge for skatteyderne ved at holde sig selv i live og for hvilken pris skyld? Smerte og lidelse? En af dem jeg interviewede i mit speciale sagde noget utroligt smuk – “der er også en værdi i døden – der er kærlighed og intimitet og læring”. Hvis vi slutter livet ved eget valg, kan vi så risikere at gå glip af noget, som ligger så dybt i vores (med)menneskelighed?

Til sidst vil jeg sige, at jeg vitterligt ikke ønsker at fratage nogle et valg. Jeg ønsker bare at nuancere debatten. Brittaney vælger ikke døden, fordi hun vælger døden, men fordi hun fravælger det liv, hun frygter ligger forud for hende. Hvis nogle skal vælge døden, skal det være, fordi de faktisk vælger døden, og ikke fordi døden er det eneste alternativ til deres lidelse. Jeg synes, at vi skal skabe mere fokus på at skabe et liv som værd at leve – også selvom man er døende.