Til besvær men stadig noget værd?

Der har floreret en artikel på de forskellige medier om Brittany Maynard. Denne pludselige berømmelse kommer ikke på grund af et viralt hit, men er fordi at Brittany er ung, smuk… og har valgt at dø d.1. november. Hun lider af en forfærdelig sygdom, og hendes valg vil jeg ikke diskutere. Jeg er sikker på, at hun har valgt det, der er rigtigt for hende. Hun har dog sat gang i aktiv dødshjælpsdebatten endnu engang. Denne vil jeg gerne blande mig i.

Jeg var til et arrangement for nogle uger siden om aktiv dødshjælp, hvor Jacob Birkler, formanden for etisk råd,  var hovedtaler. Det var helt vildt godt, og Birkler formåede virkeligt at skabe en nuanceret debat. Jeg har selv skrevet speciale om livskvalitet ved palliativ behandling, og jeg oplevede undervejs, hvordan mine holdninger rykkede sig. Derfor vil jeg gerne – i meget korte træk – gengive nogle af de bedste pointer fra dette arrangement.

Allerførst er det vigtigt at forstå, at etisk råd er et rådgivende organ. De har ingen besluttende magt. Deres rolle er ikke at vælge, hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod at vise alle aspekter ved et etisk dilemma. Det er vigtigt at forstå, at der ikke er et rigtigt svar på et dilemma. Når man vælger en side til, vælger man også noget fra. Dilemma defineres som to alternativer – altså hvor der ikke er et rigtigt svar.

Som jeg tidligere har talt om, er sproget og retorikken yderst vigtig. Vi bliver nødt til at forstå, hvad den anden taler om. Birkler lavede en smart sproglig finte – aktiv dødshjælp eller aktiv hjælp til døende? Det er de samme ord, men stillet på denne måde betyder det ikke det samme. Vi kan alle være enige om, at vi skal yde aktiv hjælp til dødende – men hvad denne hjælp skal bestå af, kan vi være uenige om.

I løbet af 15 år har 5 danskere valgt at tage til Schweiz for at få aktiv dødshjælp. Der kan være flere grunde til, at flere ikke har gjort det – det er dyrt (koster 85.000 kr), eller man har været for svækket. Alligevel står vi med disse 5 – vi antager, at der må være flere, der kan ønske at dø. Skal dette betyde, at vi skal ændre lovgivningen?

Vi behandler dyr bedre end mennesker! Det er et argument, man ofte støder på i debatten. Kan vi blive enige om, at vi generelt ikke har lyst til at dø? Hunden vælger ikke at dø, når vi afliver den? Vi afliver den, fordi den ikke skal lide, men det er der jo heller ingen, der ønsker et menneske skal. Istedet for at vælge døden må der være alternativer, der kan lindre smerte (uden at sende os i en tilstand uden bevidsthed). Hvorfor er dette blandt de få tilfælde, vi sammenligner os med dyr? Hvorfor har hunden det bedre ved at dø? Har vi det ikke bedre ved at leve?

Vi ønsker ikke, at nogle skal lide. Vi vil gerne gøre det barmhjertige – men er dette virkeligt at slutte livet?

Den palliative indsats og ældreområdet er et område, der mangler penge. Der er ikke god økonomi i dødende mennesker. Når man er døende, bliver man – meget hårdt sat op – til besvær. Besvær for samfundet, for familien og for sig selv. Øv – så var det da lettere bare at tage den gift og sige farvel. Lettere for hvem? Man skal passe på, når man taler om døende, man ikke vurderer deres livskvalitet udfra vores eget synspunkt. Hvor absurd det end lyder, kan der være livskvalitet i døden. I stedet for at fokusere på førstehjælp i form af livsforlængende remedier, burde vi i stedet fokusere på næstehjælp – lad os hjælp den anden både fysisk og psykisk.

Birkler brugte et eksempel, hvor han inddragede selvmord. Hvis der er en, der begår selvmord, tænker man ikke, hvorfor kunne jeg ikke hjælpe ham med at dø, men nærmere hvorfor vidste jeg ikke, at han havde det så skidt, så jeg kunne have hjulpet ham. Hvorfor håndterer vi dødsønsket anderledes, når vi taler om dødende? Lad os spørge – hvordan kan jeg hjælpe dig bedst muligt? Aktiv dødshjælp fjerner ikke bare lidelsen men også den lidende – altså er det ikke en rigtig løsning, da den bare fjerner lidelsen uden at hjælpe den dødende.

Den stærkes ret bliver til den svages pligt. Det er en hård udmelding, men essensen er let at forstå. Hvis muligheden var der, åbner man for at vælge døden på en helt ny måde. Ingen har lyst til at være til besvær og det er man, når man er syg og døende. Man koster både tid og penge for skatteyderne ved at holde sig selv i live og for hvilken pris skyld? Smerte og lidelse? En af dem jeg interviewede i mit speciale sagde noget utroligt smuk – “der er også en værdi i døden – der er kærlighed og intimitet og læring”. Hvis vi slutter livet ved eget valg, kan vi så risikere at gå glip af noget, som ligger så dybt i vores (med)menneskelighed?

Til sidst vil jeg sige, at jeg vitterligt ikke ønsker at fratage nogle et valg. Jeg ønsker bare at nuancere debatten. Brittaney vælger ikke døden, fordi hun vælger døden, men fordi hun fravælger det liv, hun frygter ligger forud for hende. Hvis nogle skal vælge døden, skal det være, fordi de faktisk vælger døden, og ikke fordi døden er det eneste alternativ til deres lidelse. Jeg synes, at vi skal skabe mere fokus på at skabe et liv som værd at leve – også selvom man er døende.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s