At tilgive

Det er menneskeligt at fejle – guddommeligt at tilgive. Vi har kigget på at fejle, så nu bevæger vi os over mod tilgivelsen. Som ordsproget siger, har tilgivelsen noget gudsligt over sig. Personligt har det været et begreb, jeg forbandt med kirken, deres syndsforladelse og skyld. Det er en piedistal, vi har en tendens til at hive tilgivelsen op på – men der hører den ikke hjemme. Vi kan godt pille Gud ud af tilgivelsen og stadig stå med et menneskeligt begreb og behov – det er nemlig vigtigt, at vi lærer at tilgive – os selv og hinanden. Der er to sider af tilgivelsen, derfor vil jeg forsøge at beskrive den fra begge sider.

 

Den der skylder

Rent begrebsligt ligger der en værdi i ordet “undskyld” – unddrage sig skyld. Der er stor forskel på skyld og gæld, hvor skyld ligger op til et ulige forhold, man kan skylde penge, en tjeneste eller at gøre noget lignende, som en anden har gjort for dig, referer gæld mest til et pengeforhold, der gerne skal gå lige op. Man har lånt penge, derfor har man gæld. Man har gjort noget der påvirker forholdet på en positiv eller negativ måde, derfor skylder man. Skyld tilhører nogen, det er et ejerskab, “det var min skyld at tingene gik på den måde…”. Det er en anderkendelse af ens egen rolle i tingenes forløb.

Jeg har oplevet umådeligt mange mennesker, der siger undskyld uden nogensinde at sige undskyld. For mig er det tamt. Undskyld er et magtfuldt ord, hvor man netop pådrager sig selv ejerskabet over den gerning, der er blevet begået. Der sker et skift i magtforholdet mennesker imellem – ved at sige undskyld udråber man den ene til offer og den anden til bøddel. Dette er en hård anerkendelse – jeg antager, at ingen har lyst til at være den andens bøddel. Netop på grund af denne underkastelse ser jeg også det at undskylde, som en stor tillids- og kærlighedserklæring. Man åbner sig og anerkender sine svage og dårlige sider og lader det være op til den anden, om det er en byrde, man begge skal bære resten af sit liv, eller om man kan tilgive det, der er gjort. Så lær at sige undskyld for pokker 🙂

 

Den der tilgiver

VI har mange forestillinger om tilgivelse. Det kræver en skyldner, det kommer som ud af den blå himmel, og det fjerner ugerningen. Ofte er dette dog bare forestillinger. 

Du skal ikke tilgive, bare fordi der er en, der siger undskyld. Det er dit valg. Du kan tilgive en, der siger undskyld, men du kan også tilgive en, der ikke gør. Det er ikke altid, at andre mennesker indser de fejl, de har gjort eller vil erkende den smerte, de har påført andre. Det betyder ikke, at man skal gå med den smerte resten af ens liv. Der findes selvfølgeligt store og små svigt, der kræver tilgivelse, og nogle er lettere at tilgive end andre. Nogle ender som monstre, der følger med en og påvirker alle aspekter i sit liv. Man sidder fast i offerrollen og kan ikke fjerne sig fra smerten. Hvad skal man så gøre? 

Vi må erkende at tilgivelse ligger uden for forståelse, forstået på den måde at man skal forstå, hvorfor den anden gjorde, som han gjorde. Tilgivelse er ikke at forstå ugerningen, men det er at forlade den. Ikke at det gør en ugerning god igen, for det gør det ikke. Gjort er gjort, og hvis man har såret et andet menneske, bør man have det dårligt over det. Det betyder, at man fjerner sig selv fra smerten, fra svigtet og lader sig selv komme videre.

Nogle gange må man først tilgive sig selv, at man har stået i den situation, at man har lader monstret følge med så længe, og at man har ladet det tage så meget energi og kraft fra en. Nogle gange må man acceptere, at det tager tid – for det er en proces, det sker ikke bare, fordi at du siger det – men det er første skridt på at give slip.

Der er dog stadig brug for en form for forståelse til at skabe en bro imellem offer og bøddel. Det har man brug for for at kunne tilgive. Det, man må forstå, for at kunne tilgive, er, at den anden ikke forstod. Vi tager valg, som er dumme, egoistiske eller det eneste vi kunne overskue at gøre på det tidspunkt. Andre mennesker er sjældne onde, og der ligger sjældent et ondt motiv bag deres valg. De forstod bare ikke at tage et andet eller bedre valg. De havde ikke magt, deres dårlige valg er et tegn på deres afmagt i situationen. 

Ved at anerkende deres manglende forståelse skaber vi et nyt rum for forståelse og tilgivelse. For vi kan forstå den andens afmagt, vi kan forstå, at den anden ikke forstod. Dermed kan vi  give os selv den frihed at give slip på alle følelserne forbundet med sorgen og svigtet. Nogle gange vil man måske endda opdage et tomrum efter tilgivelsen, fordi de følelser har fyldt så meget, at det føles mærkeligt at give slip. Der kommer et tidspunkt, hvor du er klar til at slippe, hvor du er klar til at tilgive, og det hiver dig ud af offerrollen. Ikke fordi at ugerningen er forsvundet, eller at det er okay, men fordi du vælger at give slip. Intet bliver slettet, du bliver bare fri – i tilgivelsen forlader vi det bitre og vender os imod en forståelse af det dårlige valg – over den andens manglende formåen. Tilgivelse kan hele – hvis man ønsker det, og man arbejder for det. Det handler om at give slip på regnskabet og fokuserer på sig selv og fremtiden – og er det ikke noget, vi alle gerne vil arbejde hen imod?

Reklamer

Når man vokser fra sig selv – eller den man troede, at man var…

Igår var der studiestartsfest. Selvom jeg først kom hjem fra arbejde lidt over 22 og var meget træt, havde hele min krop lyst til at blive siddende i bussen og lade den fragte mig til studiestartsfest, som var det en tidsmaskine. Jeg var grøn af misundelse på dem, der var med – ikke fordi at jeg ikke nyder, hvor jeg er nu i mit liv, for det gør jeg. Det er bare fordi… Det var første gang 7 år, at jeg ikke var med. Jeg har været med både som deltager, tutor, planlægger, hjælper og bartenter. Haft min tjans både foran og bagved baren. Som var det en elsket kæreste, er studielivet og jeg desværre vokset fra hinanden… og mit fravær fra studiestartsfesten var bare endnu et søm i kisten. 

Jeg har nok været blandt de bedste reklamesøjler for Aalborg Universitet. Jeg nød min studietid for fulde drag og deltog i alt det, jeg overhovedet orkede og kunne komme i nærheden af. Jeg elskede alle menneskerne, livet og den viden, man følte, der spirrede over alt i alle kroge. Universitet føltes som en helt anden verden, og alle menneskerne var som en ny familie. At blive færdiguddannet var det underligste antiklimaks, jeg endnu har prøvet. For jeg var ikke klar til at give slip fra det trygge, gode og rare og kaste mig selv ud i en verden, hvor jeg for første gang rigtigt skulle tage stilling til mit liv – hvor ville jeg bo, hvad ville jeg lave – hvad kunne jeg overhovedet? En masse døre foran mig og jeg vidste ikke, hvilken jeg skulle åbne eller hvilke, der var låst. For første gang i mit liv blev jeg sådan rigtigt tvunget til at se mig selv i øjnene og finde ud af, hvad jeg egentligt ville med mit liv – hvem jeg var og ikke mindst er. Pludseligt var der ikke “studerende” titlen at gemme sig under, det var alvor nu, og der var ikke flere vejledermøder i livet. Jeg har kaldt det Krummekrisen – men reelt set er det vel Bølle Bob-krisen – når man er “ikke rigtigt voksen, ikke rigtigt barn”. Men man er voksen – man skal bare lige anerkende det og gå igennem processen.

Så først var jeg arbejdsløs. Jeg tog det ikke pænt. Arbejdsløsheden havde ingen mening for mig, jeg ville ud i verden. For hver ubesvaret ansøgning jeg sendte ud, røg jeg endnu længere ned. Indtil jeg begyndte at skabe mig en ny hverdag, søge frivillige jobs, tage til en masse arrangementer og opsøge ny viden. Elementer, der alle har skubbet mig over i den retning, jeg er nu – som jeg også er rigtig glad for. 

Jeg elskede at være studerende. Opturerne, nedturerne, spontanitet, friheden og stressen. Jeg tog gerne det hele endnu en gang og så alligevel ikke. For det er ligesom den elskede kæreste, man er vokset fra. Det var unik specielt og fantastisk. Men det er også et lukket kapitel, og det er også noget af det skønne ved unitiden – once in a lifetime experience. 

Selvom det var rigtigt svært at finde en ro i at være i en usikkerhed, har jeg opdaget en ny frihed. Erkendelsen af, at det er helt okay ikke at være sikker, ikke at have valgt den vej, jeg skal følge resten af mit liv, men istedet være i det, jeg er i nu, gøre det jeg har lyst til nu og nyde at jeg stadig bliver klogere hver dag – nu er der bare mere praktisk end teoretisk erfaring. Jeg har valg – endnu flere end jeg plejer at have, og jeg kan vælge fra og til som jeg vil (læg mærke til kan og ikke skal – for jeg skal ikke vælge bare fordi, at jeg kan). Jeg har fået en hverdag igen, hvor det giver mening at stå op og at gå tidligt i seng. I mine hverdagsrammer er der en ny frihed, og den ville jeg ikke bytte for noget – selvom jeg stadig misunder folk deres tømmermænd og ømme fødder i dag;)

Hvor blev nydelsen af?

Har I læst denne debatartiklen “Vi er blevet bange for nydelsen” fra Politiken? Hvis ikke får I et hurtigt link her http://politiken.dk/debat/ECE2381096/vi-er-blevet-bange-for-nydelsen/

Den handler meget kort om, at alt, vi gør, skal have en årsag. I vores sundhedstyranni har vi fjernet oplevelsernes umiddelbarhed og nydelse og erstattet dem med begreber og sundhedstermer, så vi kan forstå, hvor godt det er at røre sig, spise sundt mm. 

Som tidligere fitnessinstruktør har jeg haft mange dialoger med piger, som er gået på mere eller mindre åndssvage kure for at tabe sig. Istedet for at sætte fokus på den nydelse mad giver os, har de forbudt sig alt, der er forbundet med en nydelse. Istedet lever de af kål (eller andet) i flere måneder. Jeg gav dem altid samme råd – alt med måde. Jo du må gerne spise chokolade, selvom du gerne vil være tynd – men hvad med at spise et stykke og virkeligt nyde det, istedet for at lynspise hele Maraboupakken, fordi det er syndigt, og nu var pakken jo alligevel åben. Når pakken er væk, er beviserne også? Er det så aldrig sket?

Jeg sad så sent som i dag og talte med en veninde om junkfood – om at rigtig mange beskriver deres tømmermændscravingstilfredsstillelsesmad som ulækker. Mad er ikke ulækker, og hvis den er, hvorfor fylder du så dig selv med den? Hvorfor anerkender man ikke, at ens krop er i underskud på fedt, salt og sukker efter en bytur. Men kunne nyde den junkfood, istedet for at bære den dårlige samvittighed med ind i næste uge. Den måde vi beskriver vores mad på, afslører vores forhold til den. For mange år siden læste jeg i en artikel, at alle moderne mennesker har en spiseforstyrrelse. Ikke forstået som den kliniske diagnose men, at vi alle har fået et forhold til mad og sundhed, som er forskruet og fortænkt. Ingen spiser noget mere uden at vide sundhedsværdien, eller hvilke vitaminer du får ud af det. Ingen spiser bare mere uden at være på palæo, 5:2, Atkins mm. Sådan meget groft sat op.

Mindfullnessbølgen har forsøgt at finde nydelse tilbage i vores levevis, men selv det er blevet en kunst og træningsart. Mindfull eating, mindfull living osv. Hvorfor kan vi ikke bare vende tilbage til det simple? Nyd din mad, smag den og drop de andre tanker. Hvis du ikke kan nyde maden (eller andet i livet), så lad være med at gøre det.

Nydelse er blevet et lidt frækt ord. Vi forbinder det med en løssluppenhed, måske kan man endda gå så langt som at sige, at det er ukontrollerbart. Det er det udannede menneske, der ikke kan styre sine lyster, og som en anden Don Juan render rundt og leder efter sit næste nydelseshigh. Det moderne menneske skal besidde en nærmest overnaturlig selvkontrol, og jo mere vi kan demonstrere, hvordan vi nægter os selv nydelse, jo bedre. Vi søger ekstremerne for at presse os selv og vise, at det er mind over body. Selv kunst skal efterhånden have et formål, vi kan ikke bare nyde det, fordi det påvirker os på en måde, vi ikke altid kan forklare. Alt skal have en årsag, men lad os tage nydelsen tilbage som årsag. Gøre ting, fordi de føles godt, og så er alt andet konsekvenser, vi må tage med i bagagen. Bliv ven med din krop, den er designet til at fortælle dig, hvornår noget er rart, fordi den har brug for den ting. Alt med måde – også nydelse.

 

At være eller ikke at være

offline altså?

Vi kan også kalde det ikke at være til stede. For det er det, der sker, når vi hele tiden skal være på. Vi fjerner os mentalt fra menneske omkring os og skaber en distance til dem og vores omgivelser. Hvor mange koncerter har du ikke set igennem en kameralinse? Jeg skal ikke være hellig, jeg elsker Instagram, Snapchat endda til tider Twitter. Facebook og jeg har stadig et had/kærlighedsforhold men vi kan jo ikke leve uden hinanden.

Det er sat skarpt op, forhold er da noget man har mennesker imellem, men sådan kan det godt føles. Hvordan skulle jeg få invitationer til events, inspiration til mit arbejde for ikke også at nævne dele min inspiration. Se på sjove kattevideoer og sende efterlysningsbeskeder ud. Flere mennesker har jeg ikke telefonnumrene på mere – dels fordi jeg hader at tale i telefon, dels fordi jeg har dem på FB’s Messenger, og det fungerer fint for mig. Jeg er afhængig, og det forsøder mine pendlerture. Men det afskærmer mig også. Måske ville man have talt sammen med folk i toget, hvis nu alle ikke havde en skærm at kigge ned i.

Jeg får fniller, når man mødes nogle få venner sammen, og alle pludseligt sidder med næsen begravet i statusbeskeder, eller om det er mayfair eller rise, der fremhæver billedet bedst muligt. Igen – jeg gør det også selv – det er nemt, og autopiloten hersker. Man vil jo ikke gå glip af noget. Samtidigt fungerer medier som Instagram som en dagbog for mig. Jeg synes, at det er hyggeligt at kigge tilbage og mindes alle de gode cafeburgers, spil og lækker aftensmad. Jeg elsker den inspiration, jeg får igennem det, men jeg hader, at vores sociale netværk gør os antisociale sammen.

I løbet af sommeren prøvede jeg nogle gange, hvor vi legede offlinelegen – du ved, hvor man gemmer sine telefoner – eller samle dem i en stak på bordet, og den der først opgiver, og fordi de ikke kan undvære deres online high mere, skal give noget til fællesskabet. Det gav en frihed, og det var sjovt at være sammen – selvom det var offline. Så fra en afhængig til en anden afhængig. Der skal nok komme en kattevideo, der er endnu sjovere end den, du gik glip af. Bare rolig, du går ikke glip af noget vigtigt. Men det gør du, hvis ikke du går offline – bare engang imellem. 

Det er menneskeligt at fejle

Guddommeligt at tilgive… Hvis vi nu glemmer tilgivelsen lidt og fokuserer på at fejle. Vi gør det alle sammen. Jeg taler ikke om, når vi er distræte og hælder juice på morgenmaden, eller klodsede og vælter et glas. Jeg mener en helt oprigtig fejl, hvor vi gjorde noget, der endte med at have negative konsekvenser – for os selv eller for andre.

Jeg har altid været fascineret af etik. En metode til at arbejde med det rigtige og forkerte udfra teorier, der heller ikke føles helt rigtige. Da jeg underviste på gymnasier i medicinsk etik, oplevede jeg ofte, at eleverne blev frustreret over det manglende rigtige svar. Man må da kunne vælge – og ja det kan man også. I ens valg vælger man bare samtidigt noget fra, og det, man vælger fra, er ikke altid uden værdi. Indenfor sundhedsvæsenet får nogle afdelinger flere penge end andre – man behandler ikke en forkølelse på samme måde som diabetes, og noget koster mere end det andet. Her har man lavet en udregning (som vi ikke skal ind på her) om hvad det største gode er – hvad får flest mennesker mest godt ud af og færrest smerte.

Sådan tænker jeg også, at de fleste af os tænker, når vi står overfor etiske beslutninger. Hvad er bedst og påvirker færrest dårligt. Så langt så godt. Problemet er bare, om vi nu tænker os nok om. Hannah Arendt har et fantastisk begreb – banaliseret ondskab – som kortsagt handler om en form for ubevidst selvcensur. Der er konsekvenser eller forhold, vi ikke vil tænke på, og derfor gør vi det ikke. Gør det os til onde mennesker? Nej, det mener jeg bestemt ikke. Alle laver fejl. Det, der er vigtigt, er, hvordan man har tænkt sig at rette op på de fejl, man gør. For mig er det dét, der for alvor siger noget om et andet menneskets karakter. 

Hvis vi ikke taler om det…

Forsvinder problemet så? Jeg er frivillig i organisationen Bedre Psykiatri, og et af de emner, vi vil sætte fokus på, er mandlige pårørende. “Problemet” er, at de ofte ikke deltager i pårørende grupper eller arrangementerne. Skal det tages som et tegn på, at mænd ikke har brug for hjælp, omsorg og støtte, eller at der er en grænse, der er svær at overskride?

Når folk, vi kerner os om, bliver syge, bliver vi kede af det. Vi oplever en sorg over den smerte, vores nærmeste skal igennem, over fremtidens bekymringer, de måske forsvindende muligheder og potentiale. Sorg er en essentiel menneskelig følelse, men den kan være svær at håndtere. Jeg hørte engang et fordrag, hvor de præsenterede to forskellige måder at håndtere sorg. Der er fiksende og de søgende. Hun illustrerede det med en sø, der skulle repræsentere sorgen. Fikserne går ned, kigger på søen og vil allerhelst tømme den. Finde problemet og fjerne det. De søgende derimod går også ned og kigger på søen. Undersøger den, dypper måske tæerne deri men går aldrig ned til bunden. De besøger søen igen igen, hvorimod fikserne aldrig kommer tilbage. Hun mente, at mænd var fiksere og kvinder var søgende.  Så firkantet mener jeg ikke, at vi kan sætte det op. Det handler ikke kun om sorgen men også de følelser der følger med. Angst, vrede og afmagt. At gå ind i sorgen er ikke rart – men det er nødvendigt for at komme over den og finde et sted at leve med den.

Man kan se sorgen som en byrde, der er for tung at bære. Måske tror man, at man skal være stærk for den syges skyld? Hvis man tager sig af sig selv, hvem skal så tage sig af resten af familiens sorg? En må “ofre” sig og holde stærk. Det er en generelt misforståelse, at man ikke kan være stærk og sårbar på samme tid. Ja faktisk vil jeg påstå, at det kræver en styrke uden lige at stille sig op og åbne for sine følelser. Ved at lukke sorgen ude, lukker man også en del af den syge ude. I det “farlige” følsomme rum er der også en kæmpe potentiale for at kærlighed og tillid kan gro. Man kan opdage en helt ny intimitet, fordi man går sammen igennem det. Skulder ved skulder.

Jeg tror hverken, at det er løsningen at være en fikser eller en søger. Min naturlige reaktion, når folk omkring mig er kede af det, er, at ville fikse det. Lyse under sengen og få alle monstrene til at forsvinde. Gøre noget – bare noget. Min erfaring er bare, at det ikke er det, de har brug for lige der. Det kan ikke lade sig gøre, og det skaber en frustration imellem mig og den sørgende, fordi jeg ikke accepterer hans følelser. Jeg kender det selv, når det er mig, der er ked af det, og folk vil fikse det. Jeg vil ikke fikses. Eller jo det ville man måske godt, men man kan ikke vifte med en tryllestav eller sætte et plaster på det åbne følelsessår, man har. Derfor bliver andre ting vigtige: jeg vil tale, lytte og lyttes til og mærke, hvordan jeg har det. Finde en ro i følelsen ved at være i den uden at flygte eller dyrke den.

Så hverken fikseren eller søgeren er lykken for mig. Det kræver en balance imellem dem og en fornemmelse af den anden, og hvad han har brug for lige nu. Så hvis du er en fikser og mærker, hvordan det skaber en distance og frustration imellem dig og den anden, så prøv at tage søger skoene på. Hvis du derimod sidder fast i søen, og hverken kan komme til og fra, så prøv at lade fikseren gøre noget. Nogle gange er det så simpelt som at give den anden – eller dig selv – lov til at være ked af det og føle, hvad han/du føler. Så tal om det – også selvom du ikke ved, hvordan du skal fikse det.

Hvorfor default settings altid vinder…

Kig på dit fjernsyn, din mobil ja selv din computer – hvor mange ja dine apparater står på default setting? Hvorfor gør de det? Fordi det var lettest? Du har glemt at indstille det? De sikkert er de bedste (det har jeg personligt selv altid været overbevist om), eller du bare er ligeglad? 

Default settings findes ikke kun i elektroniske apparater, men også i din dagligdag. Din hjerne fungerer på to måder. Hvis man skal forklare det ganske kort, er der en autopilot og en refleksiv. Det er autopiloten, der tømmer fredagsslikskålen, fordi den står jo lige foran dig, og den refleksive, der siger “fjern den!”. Sådan meget simpelt og skarpt sat op. Hvad har det så med dig og din hverdag at gøre? Vi kan ikke tage udelukkende refleksive valg – det kræver alt for meget energi at skulle tænke over hver eneste beslutning. Derfor har vi autopiloten. Når du f.eks. er i en lufthavn, er den ofte indrettet efter, at du skal slå over på autopilot. Det er svært nok at finde rundt, derfor er der pile, skilte og forskellige farver, der skal fortælle os, hvor vi skal gå hen og hvilken opførsel, der forventes af os. Det er med til at skabe en tryg atmosfære (personligt er jeg altid nervøs for at have gjort noget forkert, når jeg går igennem security. Skal skoene af eller på – beslut jer!) og sparer alle en del tid. Det kaldes også adfærdsdesign eller nudging.

Men det virker ikke altid – enten fordi vi ikke gider, vi ikke ser pilene, eller fordi andre også bare lader deres kasser stå efter, at deres bagage er blevet scannet (Der var meget tydelige pile, henimod hvor de skulle stilles).

Monkey see, monkey do – så nemt er det. Vi er flokdyr, og vi gør som regel det, vi ser andre gøre. Vi vil gerne passe ind, og det er det, autopiloten siger, at vi skal gøre. Men det betyder også, at vi har en uendeligt stor mulighed for at påvirke folk i en positiv retning. Ved at vi samler skrald op, gør andre det også. Når vi taler pænt, gør andre det også – forskning viser, at du har større chance for at blive tyk af at være sammen med andre overvægtige – ikke fordi det smitter, men fordi vi efterligner hinandens madvaner. Vi efteraber den adfærd, vi ser, og tager de valg, der taler til os på autopilot niveau. 

Så pointen er, at du ikke behøver være en adfærdsdesigner for at påvirke folk til at tage positive valg. Du skal bare slå default settings fra engang imellem og lede vejen. Så ville der også være mindre forvirring, når en telefon ringer, og alle har den samme ringetone.