Hvis vi ikke taler om det…

Forsvinder problemet så? Jeg er frivillig i organisationen Bedre Psykiatri, og et af de emner, vi vil sætte fokus på, er mandlige pårørende. “Problemet” er, at de ofte ikke deltager i pårørende grupper eller arrangementerne. Skal det tages som et tegn på, at mænd ikke har brug for hjælp, omsorg og støtte, eller at der er en grænse, der er svær at overskride?

Når folk, vi kerner os om, bliver syge, bliver vi kede af det. Vi oplever en sorg over den smerte, vores nærmeste skal igennem, over fremtidens bekymringer, de måske forsvindende muligheder og potentiale. Sorg er en essentiel menneskelig følelse, men den kan være svær at håndtere. Jeg hørte engang et fordrag, hvor de præsenterede to forskellige måder at håndtere sorg. Der er fiksende og de søgende. Hun illustrerede det med en sø, der skulle repræsentere sorgen. Fikserne går ned, kigger på søen og vil allerhelst tømme den. Finde problemet og fjerne det. De søgende derimod går også ned og kigger på søen. Undersøger den, dypper måske tæerne deri men går aldrig ned til bunden. De besøger søen igen igen, hvorimod fikserne aldrig kommer tilbage. Hun mente, at mænd var fiksere og kvinder var søgende.  Så firkantet mener jeg ikke, at vi kan sætte det op. Det handler ikke kun om sorgen men også de følelser der følger med. Angst, vrede og afmagt. At gå ind i sorgen er ikke rart – men det er nødvendigt for at komme over den og finde et sted at leve med den.

Man kan se sorgen som en byrde, der er for tung at bære. Måske tror man, at man skal være stærk for den syges skyld? Hvis man tager sig af sig selv, hvem skal så tage sig af resten af familiens sorg? En må “ofre” sig og holde stærk. Det er en generelt misforståelse, at man ikke kan være stærk og sårbar på samme tid. Ja faktisk vil jeg påstå, at det kræver en styrke uden lige at stille sig op og åbne for sine følelser. Ved at lukke sorgen ude, lukker man også en del af den syge ude. I det “farlige” følsomme rum er der også en kæmpe potentiale for at kærlighed og tillid kan gro. Man kan opdage en helt ny intimitet, fordi man går sammen igennem det. Skulder ved skulder.

Jeg tror hverken, at det er løsningen at være en fikser eller en søger. Min naturlige reaktion, når folk omkring mig er kede af det, er, at ville fikse det. Lyse under sengen og få alle monstrene til at forsvinde. Gøre noget – bare noget. Min erfaring er bare, at det ikke er det, de har brug for lige der. Det kan ikke lade sig gøre, og det skaber en frustration imellem mig og den sørgende, fordi jeg ikke accepterer hans følelser. Jeg kender det selv, når det er mig, der er ked af det, og folk vil fikse det. Jeg vil ikke fikses. Eller jo det ville man måske godt, men man kan ikke vifte med en tryllestav eller sætte et plaster på det åbne følelsessår, man har. Derfor bliver andre ting vigtige: jeg vil tale, lytte og lyttes til og mærke, hvordan jeg har det. Finde en ro i følelsen ved at være i den uden at flygte eller dyrke den.

Så hverken fikseren eller søgeren er lykken for mig. Det kræver en balance imellem dem og en fornemmelse af den anden, og hvad han har brug for lige nu. Så hvis du er en fikser og mærker, hvordan det skaber en distance og frustration imellem dig og den anden, så prøv at tage søger skoene på. Hvis du derimod sidder fast i søen, og hverken kan komme til og fra, så prøv at lade fikseren gøre noget. Nogle gange er det så simpelt som at give den anden – eller dig selv – lov til at være ked af det og føle, hvad han/du føler. Så tal om det – også selvom du ikke ved, hvordan du skal fikse det.

Reklamer

De svære samtaler – og hvorfor du bør tage dem…

Kender du det? En af dine venner har gjort noget dumt. Eller du har måske gjort noget dumt imod dem. Det knuger helt i maven, og du har på ingen måde lyst til at tale om det. Hvad nu hvis de bliver sure? Kede af det? Eller hvad hvis de rent ud sagt afviser dig? Nej så er det lettere at lade være…

Vi bør træne os selv i at være mere ærlige overfor hinanden. Livet gør nogle gange ondt, vi laver fejl, og andre begår fejl. Det er en misforståelse, at det er mere kærligt at smide en hvid løgn, end det er at se et andet menneske i øjnene og sige sandheden. Sandheden kan gøre ondt, men ud fra sandheden viser man det andet menneske respekt og kærlighed. Der er kun et K imellem kærlighed og ærlighed (see what I did there?). Vi kan arbejde med sandheden og bygge derfra – sammen. Sandheden skal altid komme fra et kærligt sted, det skal være en omsorg, og den skal siges i et trygt og sikkert miljø.

Jeg var for nyligt på konference i Chicago, hvor der var et oplæg om Crucial Conversation. Det oplæg inspirerede mig til dette indlæg. Det er ikke en nyhed, mange før mig har talt om netop dette, alligevel oplever jeg tit, at vi lyver for hinanden. I både små og større ting, enten fordi man ikke vil blande sig i andres sager, eller fordi man er bange for, at sandheden vil såre. Men hvis din kærestes røv virkeligt ser stor ud i den kjole, og den bare overhovedet ikke klæder hende, gør du hende så en tjeneste ved ikke at fortælle hende, at hun altså er meget meget pænere i den røde kjole? (men at du selvfølgeligt elsker hende uanset hvad).

Hvad kan du så bruge dette til? Forhåbentligt at få øjnene op for, at sandheden ikke kun behøver at være en dårlig ting. At man kan være kærlig og ærlig på samme tid. At kæresten kan have den røde kjole på og vide med sikkerhed, at hun ser fantastisk ud. Sandheden kan gøre ondt, men ved ikke at fortælle den, trækker man bare smerten og gør det hele meget værre, end det behøvede at være. For som Hella Joof altid siger i Mads og Monopolet, “Sandheden kommer altid frem”, og vil du hellere være venner med dem, der lod dig gå nøgen igennem gaderne, eller dem, der sagde, “han har jo ingen tøj på?”