Når man vokser fra sig selv – eller den man troede, at man var…

Igår var der studiestartsfest. Selvom jeg først kom hjem fra arbejde lidt over 22 og var meget træt, havde hele min krop lyst til at blive siddende i bussen og lade den fragte mig til studiestartsfest, som var det en tidsmaskine. Jeg var grøn af misundelse på dem, der var med – ikke fordi at jeg ikke nyder, hvor jeg er nu i mit liv, for det gør jeg. Det er bare fordi… Det var første gang 7 år, at jeg ikke var med. Jeg har været med både som deltager, tutor, planlægger, hjælper og bartenter. Haft min tjans både foran og bagved baren. Som var det en elsket kæreste, er studielivet og jeg desværre vokset fra hinanden… og mit fravær fra studiestartsfesten var bare endnu et søm i kisten. 

Jeg har nok været blandt de bedste reklamesøjler for Aalborg Universitet. Jeg nød min studietid for fulde drag og deltog i alt det, jeg overhovedet orkede og kunne komme i nærheden af. Jeg elskede alle menneskerne, livet og den viden, man følte, der spirrede over alt i alle kroge. Universitet føltes som en helt anden verden, og alle menneskerne var som en ny familie. At blive færdiguddannet var det underligste antiklimaks, jeg endnu har prøvet. For jeg var ikke klar til at give slip fra det trygge, gode og rare og kaste mig selv ud i en verden, hvor jeg for første gang rigtigt skulle tage stilling til mit liv – hvor ville jeg bo, hvad ville jeg lave – hvad kunne jeg overhovedet? En masse døre foran mig og jeg vidste ikke, hvilken jeg skulle åbne eller hvilke, der var låst. For første gang i mit liv blev jeg sådan rigtigt tvunget til at se mig selv i øjnene og finde ud af, hvad jeg egentligt ville med mit liv – hvem jeg var og ikke mindst er. Pludseligt var der ikke “studerende” titlen at gemme sig under, det var alvor nu, og der var ikke flere vejledermøder i livet. Jeg har kaldt det Krummekrisen – men reelt set er det vel Bølle Bob-krisen – når man er “ikke rigtigt voksen, ikke rigtigt barn”. Men man er voksen – man skal bare lige anerkende det og gå igennem processen.

Så først var jeg arbejdsløs. Jeg tog det ikke pænt. Arbejdsløsheden havde ingen mening for mig, jeg ville ud i verden. For hver ubesvaret ansøgning jeg sendte ud, røg jeg endnu længere ned. Indtil jeg begyndte at skabe mig en ny hverdag, søge frivillige jobs, tage til en masse arrangementer og opsøge ny viden. Elementer, der alle har skubbet mig over i den retning, jeg er nu – som jeg også er rigtig glad for. 

Jeg elskede at være studerende. Opturerne, nedturerne, spontanitet, friheden og stressen. Jeg tog gerne det hele endnu en gang og så alligevel ikke. For det er ligesom den elskede kæreste, man er vokset fra. Det var unik specielt og fantastisk. Men det er også et lukket kapitel, og det er også noget af det skønne ved unitiden – once in a lifetime experience. 

Selvom det var rigtigt svært at finde en ro i at være i en usikkerhed, har jeg opdaget en ny frihed. Erkendelsen af, at det er helt okay ikke at være sikker, ikke at have valgt den vej, jeg skal følge resten af mit liv, men istedet være i det, jeg er i nu, gøre det jeg har lyst til nu og nyde at jeg stadig bliver klogere hver dag – nu er der bare mere praktisk end teoretisk erfaring. Jeg har valg – endnu flere end jeg plejer at have, og jeg kan vælge fra og til som jeg vil (læg mærke til kan og ikke skal – for jeg skal ikke vælge bare fordi, at jeg kan). Jeg har fået en hverdag igen, hvor det giver mening at stå op og at gå tidligt i seng. I mine hverdagsrammer er der en ny frihed, og den ville jeg ikke bytte for noget – selvom jeg stadig misunder folk deres tømmermænd og ømme fødder i dag;)

Reklamer