At være eller ikke at være

offline altså?

Vi kan også kalde det ikke at være til stede. For det er det, der sker, når vi hele tiden skal være på. Vi fjerner os mentalt fra menneske omkring os og skaber en distance til dem og vores omgivelser. Hvor mange koncerter har du ikke set igennem en kameralinse? Jeg skal ikke være hellig, jeg elsker Instagram, Snapchat endda til tider Twitter. Facebook og jeg har stadig et had/kærlighedsforhold men vi kan jo ikke leve uden hinanden.

Det er sat skarpt op, forhold er da noget man har mennesker imellem, men sådan kan det godt føles. Hvordan skulle jeg få invitationer til events, inspiration til mit arbejde for ikke også at nævne dele min inspiration. Se på sjove kattevideoer og sende efterlysningsbeskeder ud. Flere mennesker har jeg ikke telefonnumrene på mere – dels fordi jeg hader at tale i telefon, dels fordi jeg har dem på FB’s Messenger, og det fungerer fint for mig. Jeg er afhængig, og det forsøder mine pendlerture. Men det afskærmer mig også. Måske ville man have talt sammen med folk i toget, hvis nu alle ikke havde en skærm at kigge ned i.

Jeg får fniller, når man mødes nogle få venner sammen, og alle pludseligt sidder med næsen begravet i statusbeskeder, eller om det er mayfair eller rise, der fremhæver billedet bedst muligt. Igen – jeg gør det også selv – det er nemt, og autopiloten hersker. Man vil jo ikke gå glip af noget. Samtidigt fungerer medier som Instagram som en dagbog for mig. Jeg synes, at det er hyggeligt at kigge tilbage og mindes alle de gode cafeburgers, spil og lækker aftensmad. Jeg elsker den inspiration, jeg får igennem det, men jeg hader, at vores sociale netværk gør os antisociale sammen.

I løbet af sommeren prøvede jeg nogle gange, hvor vi legede offlinelegen – du ved, hvor man gemmer sine telefoner – eller samle dem i en stak på bordet, og den der først opgiver, og fordi de ikke kan undvære deres online high mere, skal give noget til fællesskabet. Det gav en frihed, og det var sjovt at være sammen – selvom det var offline. Så fra en afhængig til en anden afhængig. Der skal nok komme en kattevideo, der er endnu sjovere end den, du gik glip af. Bare rolig, du går ikke glip af noget vigtigt. Men det gør du, hvis ikke du går offline – bare engang imellem. 

Reklamer