Hvis vi ikke taler om det…

Forsvinder problemet så? Jeg er frivillig i organisationen Bedre Psykiatri, og et af de emner, vi vil sætte fokus på, er mandlige pårørende. “Problemet” er, at de ofte ikke deltager i pårørende grupper eller arrangementerne. Skal det tages som et tegn på, at mænd ikke har brug for hjælp, omsorg og støtte, eller at der er en grænse, der er svær at overskride?

Når folk, vi kerner os om, bliver syge, bliver vi kede af det. Vi oplever en sorg over den smerte, vores nærmeste skal igennem, over fremtidens bekymringer, de måske forsvindende muligheder og potentiale. Sorg er en essentiel menneskelig følelse, men den kan være svær at håndtere. Jeg hørte engang et fordrag, hvor de præsenterede to forskellige måder at håndtere sorg. Der er fiksende og de søgende. Hun illustrerede det med en sø, der skulle repræsentere sorgen. Fikserne går ned, kigger på søen og vil allerhelst tømme den. Finde problemet og fjerne det. De søgende derimod går også ned og kigger på søen. Undersøger den, dypper måske tæerne deri men går aldrig ned til bunden. De besøger søen igen igen, hvorimod fikserne aldrig kommer tilbage. Hun mente, at mænd var fiksere og kvinder var søgende.  Så firkantet mener jeg ikke, at vi kan sætte det op. Det handler ikke kun om sorgen men også de følelser der følger med. Angst, vrede og afmagt. At gå ind i sorgen er ikke rart – men det er nødvendigt for at komme over den og finde et sted at leve med den.

Man kan se sorgen som en byrde, der er for tung at bære. Måske tror man, at man skal være stærk for den syges skyld? Hvis man tager sig af sig selv, hvem skal så tage sig af resten af familiens sorg? En må “ofre” sig og holde stærk. Det er en generelt misforståelse, at man ikke kan være stærk og sårbar på samme tid. Ja faktisk vil jeg påstå, at det kræver en styrke uden lige at stille sig op og åbne for sine følelser. Ved at lukke sorgen ude, lukker man også en del af den syge ude. I det “farlige” følsomme rum er der også en kæmpe potentiale for at kærlighed og tillid kan gro. Man kan opdage en helt ny intimitet, fordi man går sammen igennem det. Skulder ved skulder.

Jeg tror hverken, at det er løsningen at være en fikser eller en søger. Min naturlige reaktion, når folk omkring mig er kede af det, er, at ville fikse det. Lyse under sengen og få alle monstrene til at forsvinde. Gøre noget – bare noget. Min erfaring er bare, at det ikke er det, de har brug for lige der. Det kan ikke lade sig gøre, og det skaber en frustration imellem mig og den sørgende, fordi jeg ikke accepterer hans følelser. Jeg kender det selv, når det er mig, der er ked af det, og folk vil fikse det. Jeg vil ikke fikses. Eller jo det ville man måske godt, men man kan ikke vifte med en tryllestav eller sætte et plaster på det åbne følelsessår, man har. Derfor bliver andre ting vigtige: jeg vil tale, lytte og lyttes til og mærke, hvordan jeg har det. Finde en ro i følelsen ved at være i den uden at flygte eller dyrke den.

Så hverken fikseren eller søgeren er lykken for mig. Det kræver en balance imellem dem og en fornemmelse af den anden, og hvad han har brug for lige nu. Så hvis du er en fikser og mærker, hvordan det skaber en distance og frustration imellem dig og den anden, så prøv at tage søger skoene på. Hvis du derimod sidder fast i søen, og hverken kan komme til og fra, så prøv at lade fikseren gøre noget. Nogle gange er det så simpelt som at give den anden – eller dig selv – lov til at være ked af det og føle, hvad han/du føler. Så tal om det – også selvom du ikke ved, hvordan du skal fikse det.

Reklamer