Det er menneskeligt at fejle

Guddommeligt at tilgive… Hvis vi nu glemmer tilgivelsen lidt og fokuserer på at fejle. Vi gør det alle sammen. Jeg taler ikke om, når vi er distræte og hælder juice på morgenmaden, eller klodsede og vælter et glas. Jeg mener en helt oprigtig fejl, hvor vi gjorde noget, der endte med at have negative konsekvenser – for os selv eller for andre.

Jeg har altid været fascineret af etik. En metode til at arbejde med det rigtige og forkerte udfra teorier, der heller ikke føles helt rigtige. Da jeg underviste på gymnasier i medicinsk etik, oplevede jeg ofte, at eleverne blev frustreret over det manglende rigtige svar. Man må da kunne vælge – og ja det kan man også. I ens valg vælger man bare samtidigt noget fra, og det, man vælger fra, er ikke altid uden værdi. Indenfor sundhedsvæsenet får nogle afdelinger flere penge end andre – man behandler ikke en forkølelse på samme måde som diabetes, og noget koster mere end det andet. Her har man lavet en udregning (som vi ikke skal ind på her) om hvad det største gode er – hvad får flest mennesker mest godt ud af og færrest smerte.

Sådan tænker jeg også, at de fleste af os tænker, når vi står overfor etiske beslutninger. Hvad er bedst og påvirker færrest dårligt. Så langt så godt. Problemet er bare, om vi nu tænker os nok om. Hannah Arendt har et fantastisk begreb – banaliseret ondskab – som kortsagt handler om en form for ubevidst selvcensur. Der er konsekvenser eller forhold, vi ikke vil tænke på, og derfor gør vi det ikke. Gør det os til onde mennesker? Nej, det mener jeg bestemt ikke. Alle laver fejl. Det, der er vigtigt, er, hvordan man har tænkt sig at rette op på de fejl, man gør. For mig er det dét, der for alvor siger noget om et andet menneskets karakter. 

Reklamer